punktum

Hej mine kære venner og læsere! Jeg har savnet jer, og jeg håber også, at i har savnet mig og min blog en lille smule.

Det her indlæg kommer muligvis til at være det næstsidste, inden jeg er helt væk herfra. Det er virkelig sørgeligt, men sådan er det nu engang, og selvom det er svært at se lyst på det lige nu, så ved jeg, at det der kommer bagefter efterskolen nok skal blive fantastisk.

Hele ugen har jeg haft så latterligt meget at se til - rengøring, rengøring og - nårh jo, mere rengøring! (Due sidder her ved min side og siger "du mangler rengøring.." Han har så ret!). Mandag var helt almindelig eksamensdag med aktiviteter og eksamenslæsning for de få. Det var egentlig rigtig hyggeligt, vi sang karaoke i orkestergraven med stearinlys, venner og saftevand. Jeg pakkede mit elskede værelse helt sammen om aftenen, fordi jeg skulle afsted til Rantzausminde efterskole næste dag og spille med mit Jamiroquai band. Tirsdag gjorde vi områderne rent, og så var det ellers afsted til Rantz. Der var en lille, hyggelig udendørsscene, og det var bare en virkelig rar og sjov koncert. Rantz-eleverne er fandme søde! Onsdag gjorde vi vores værelser helt rene og flotte - som om -, og jeg kan love jer for, at da Laurids smækkede døren ind til Broadway 11. og satte nøglen i låsen og drejede, da gik der det mest ubehagelige sug igennem min mave. Det trykkede simpelthen så meget, og det føltes lidt ligesom, når man har glemt noget vigtigt - glemt noget på Broadway 11. Da jeg så kom udenfor og så Sigrid, da begyndte jeg simpelthen bare at stortude. Jeg kan sjældent tage mig selv seriøst i sådanne øjeblikke, så det blev til en blanding af hysterisk latter og fortvivlet gråd. Ih øv. Nå, men det var i hvert fald virkelig syrealistisk. Så gik jeg rundt torsdag, gjorde rent lidt af dagen og så ellers bare hang lidt rundt omkring. Følte mig ærligt talt som en hjemløs, for på det tidspunkt havde vi også gjort gangenes opholdsstuer rent, så der var bare ingen steder jeg kunne smutte hen og lægge mig i fred. Det var som om, at skolen lige pludselig havde mistet status som mit hjem, og det var nok den mærkeligeste, mest rodløse fornemmelse jeg har haft i mit liv.

Så tog vi på afslutnings camp. Her sidder jeg så nu, og jeg stopper allerede imorgen. Hold op det er mærkeligt! Jeg kan ikke rigtigt mærke det endnu, men det kommer nok i aften eller imorgen tidlig, når vi tager tilbage til afslutning på skolen. Snøft. Jeg sidder med lærerne Rie, Frank og Jesper og griner med nogle andre søde humblebier. Jeg vil savne de skønne lærere så ufatteligt meget. Hold kæft det er syrealistisk. Jeg sidder bare og har det skønt, hører på totalt latterlige jokes, og er slet ikke det mindste mærket af det uhyggelige faktum. Jeg skal sige farvel imorgen.

Kærlighed, kram og en tåre eller tusind

Christine Miranda

Den sidste uge pt. 1

Jeg har tænkt mig, at lave nogle billede indlæg - udover det sædvanlige skribleskrable værk - over den sidste uger her på MEH. Her får i lige billeder fra weekenden dog, men da vi først stopper lørdag, så indgår weekenden jo lidt i ugen. Vi holdt som nævnt spontan caféaften lørdag eftermiddag og aften, så dér fik jeg og nogle andre søde humblefolk taget nogle rare billeder af diverse gøjlede øjeblikke. Vores fodbolddrenge spillede forresten en venskabelig kamp mod nogle ung-voksne mænd fra Svendborg asylcenter, og der er et kært gruppebillede længere nede!
Her er godterne:

En lørdags besked

Når man er nede, så skal man bare have tændte stearinlys og Bon Iver på værelset. Så er det faktisk en rar ting at kunne mærke sine egne følelser på den måde. Jeg har lige vasket en masse tøj, og så har jeg også fået rent sengetøj, så nu ligger jeg i dynerne og nyder duften af renhed og efterskole-mønt-vask. 

Jeg stopper om en uge præcis. Det er syv dage, hvis nogen skulle være i tvivl, og det er fandme ikke mange dage! Det regner virkelig meget her, og jeg håber af hele mit hjerte, at det stopper fra mandag af, så den sidste tid på Humble kan være lavet af solstråler, strandhumør og varme, brune ben. 

Forresten, så blev koncerten idag aflyst, men nogle flittige og søde Humbledrenge gik sammen og satte scene, lys og lyd op i Orkestergraven til en spontan caféaften. Det var super hyggeligt, og vi - Jamiroquai - fik spillet vores to nyeste numre "Dynamite" og "Corner Of The Earth". Jeg har det virkelig mystisk lige nu, en sær blanding af angst for at slutte her og bare en deprimeret aften. Der sker ting og sager med én, når man går på efterskole og er omringet af folk 24/7, så det skal man være forberedt på. Alt er ikke lagkage og gruppekram, selvom at det dog fylder en del! 

Nu tror jeg, at jeg vil smutte ud og komme i godt humør, for det er da nok det skøreste, at bruge sin sidste normale/hele weekend på skolen på at sidde på sit elskede værelse alene. 

KRAM TIL JER! 

ps. jeg kunne vældig godt tænke mig at vide, hvad i skal efter sommerferien. Skal i på efterskole - og hvilken -, eller skal i måske på gymnasiet? Kom med det, jeg synes, at det er mine skønne læseres tur til at plapre om dem selv.

Fra venstre: Elisabeth og jeg på tøseweekend hos mig i København

Årgang aflyst

Det er hvad Musikefterskole i Humble 10/11 er og har været. I må endelig ikke misforstå mig - alle menneskerne her (inkl. lærerne) er fantastiske og uundværlige, men hold nu op hvor bliver alt på denne skønne årgang aflyst eller går i vasken på andre sære måder. Først og fremmest vores Vega tur, hvor vi skulle have haft Finn Nørbygaard (skildpadden), Lysdal, Falgren og Vang, Supajan og Esben Just med på scenen, men istedet fik vi kun de tre sidste, hvilket gjorde, at der var et stort hul i vores program. Så ærgeligt altså! Så var der det med Berlinturen, hvor det var meningen, at musicallinjen skulle ud med deres fantastisk flotte roadshow (de har virkelig ikke haft chancen for at få optrådt), men i løbet af ugen inden afgang, blev alle koncerterne aflyst. Det var så mærkeligt, jeg kunne godt forestille mig, at lærerne ikke har haft planlagt det ordentligt. Så istedet for at blive en tour for musikerne og musicallinjen, så blev det til en hyggetur. Det var nu også nærmest bedre for mit vedkommende, men så syndt for musical! Så nu her skulle vi ud og spille et kæmpe langt gig på Hvervinge 7 stjerners campingplads, men da det bare styrter ned idag, turde de ikke, at sætte strøm til. Derfor vendte vores bus om efter en times kørsel. To spildte timer i en lummer bus. Heldigvis havde jeg skønne Kilde ved min side, og vi hørte alt fra franske Yelle til Jack Johnson til Keane til Grizzly Bear. Rart! Nu er jeg godt øm i min bagdel, for har siddet lidt for længe i sengen med min kære Dell pc og lavet ingen ting. Nu smutter jeg, det er nemlig den sidste hele weekend på skolen, og jeg skal nok sørge for at den ikke bliver glemt!

At gøre rent er en smuk beskæftigelse

Jeg ligger i min seng i min højt elskede rode-østrogen oase/mit efterskoleværelse. Jeg er virkelig så satans træt, at jeg kunne falde i søvn på to splitsekunder her i dynerne. Har jeg egentlig nogensinde nævnt, at min roomie Emma og jeg allerede i starten af skoleåret slog vores én-mands senge sammen til en herlig legeplads af en dobbeltseng? Nå, men det jeg vil sige er, at jeg skal til at gør mit værelse almindelig rent - som vi gør det hver fredag - for sidste gang. Næste gang her skal gøres rent bliver det så let, for der kommer til at være to senge placeret langt fra hinanden, et stort skrivebord med en tom flade, hylder uden alt vores efterskolegøjl på, tomme vægge, en vask uden 2 gange alt-i-én rens + hjerteformede opvaskesvampe, og så sidst men ikke mindst en Broadway 11 som en helhed uden skyggen af Emma og Christine fra årgang 10/11. Det værste er, at vi rent faktisk skal overnatte en nat her uden nogle af vores ting. Uf det bliver så mærkeligt og ubehageligt. Nu har jeg bare tænkt mig at give den så meget rengørings gas, at jeg falder om! Knus

Gennemført LOL

Ja det er simpelthen så kikset og gamer-agtigt at sige LOL så tit som jeg gør. Der findes bare ikke et ord der kan beskrive sådan nogle øjeblikke, som LOL kan det.

Idag havde jeg et LOL moment:
Jeg skulle op i fysik, min sidste mundtlige eksamen, og jeg trak Syrer og baser i naturen (ioner, kemiske reaktioner, nautralisering, elektrolyse, fotosytese, syreregn etc.). Det var helt fint, tror lidt at jeg ville have været lige god/dårlig til alle udtrækningsemnerne. Så snakkede jeg lidt, det var en gruppeeksamen, hvor vi var flere inde og trække hver sit emne. Så var jeg der i halvanden time og så ud for døren og blive "bagtalt" af lærer og censor. Så kom jeg ind, luntende, fjollet, og alt andet end seriøs (for hvordan kan man være seriøs, når man stinker til faget og er klar på at få smasket et 4 tal lige i hovedet). "Du har gjort det rigtig fint Christine, du har fået 12!" - say what Frankie boy (fysiklærer Frank)! Jeg var oprigtigt talt lige ved at skrige LOL så højt, at det ville kunne høres i kernen af planeten Venus. Aldrig er jeg blevet så overrasket over en karakter. Aldrig siger jeg jer! Hold op hvor var det bare mærkeligt. Så ringede jeg stadig fnisende til min far, og da jeg sagde "Hej far, ja så fik jeg fandme 12 i fysik" så begyndte han fandme også at grine. Så  absurd er det. Nu har jeg fået 12 i alle mine mundtlige eksamener, det er rigtigt skønt, men det giver mig også dårlig samvittighed, fordi jeg slet ikke havde læst op til en dyt. Hahaha, nu vil jeg se en god film om en gravid teenager. Hyggeligt. Intet kan få mig ned nu, jeg har fandme fået 12 i mother fucking fysik.

Katching og kys

Christine Miranda

Ahahahaha!

Jeg dør af grin simpelthen! Det er lidt ondt, men hold op hvor er det bare genialt sagt!

Vi kan alle så meget andet

Jeg er simpelthen bare rigtig veltilfreds nu. Sådan rigtig godt tilpas, rolig og så overhovedet ikke, for jeg hører "S.O.A.P. Is In The Air" (intern roomie ting) og "Celebration" af Kool & The Gang, mens jeg rokker min overkrop frem og tilbage som en retarderet men lykkelig unge. Nu sidder i sikkert med et stort, fedt spørgsmålstegn malet i panden, så lad mig hjælpe jer lidt: jeg er lige kommet tilbage, efter at have været oppe i mundtlig dansk eksamen. Jeg har åbenbart præsteret at sammensætte noget - og jeg citerer - "sublimt, så sublimt", for jeg fik 12. Det er ikke fordi jeg er utilfreds, må jeg så ydmygt indrømme. Har det sådan lidt, at alle de andre eksamener egentlig ikke betyder noget for mig, så længe min dansk eksamen går godt. Det er på det punkt, at jeg bare forventer alt for meget fra mig selv, fordi jeg ved, at det er hvad, jeg er dygtig til.

Så vil jeg lige benytte lejligheden til at give jer et rigtigt rart råd: forvent nu ikke at himlen åbner sig og Jesus kommer ned og lovpriser jer til alle jeres eksamener. Så længe i gør jeres bedste og har det godt med det, så er det da også helt okay alligevel. Man kan være nok så dårlig til fagene i skolen, men det betyder ikke, at i er komplet retarderede. Paratviden har heller aldrig være min stærke side, men til gengæld har jeg en forståelse for mennesker, filosofi, livet i al sin pragt og danskfaget (hvilket jeg synes for det meste er forbundet med hinanden). Jeg har et bredt og godt ordforråd, men det vil de ikke høre i fysiktimen, så dér er jeg også stemplet som hende den blanke, der har hånden i vejret hvert fjerde minut.. Jeg ved heldigvis godt, at jeg ikke er blank - jeg er bare moden og sikker nok på mig selv til at spørge løs, fordi jeg godt ved, at jeg stadig kan en masse fantastisk. Et rigtig langt råd, men håber i forstår, hvor jeg vil hen. Det er ikke verdens undergang med et 4-tal, i kan så meget andet!

Knus og kram

Christine Miranda

12 dage.

Det er mandag nu, men skole er der først imorgen, da det jo er den skønherlige pinse! Der er 12 dage til at jeg stopper her, og selvom jeg har skrevet meget om det og gør det nu, så kan jeg love jer for, at det ikke er sevet ind. Det er måske ligesom da jeg startede her - dagene før d. 4. august var bare totalt normale, og mit hoved havde slet ikke tag i det her efterskole gøjl. Da det så ligepludselig var d. 4., og jeg hverken havde tænkt på at pakke eller være nervøs, var det stadig ikke indprintet i mit hoved. Jeg tror først, at jeg kunne mærke det rigtigt, da jeg vinkede farvel til mine forældre og Kira (min ene søster). SÅ sagde det bang, og da følte jeg mig fandme fortabt - dog på den spændende måde. Nu er der så kun 12 sølle dage til, som nok alligevel ikke kommer til at være så sølle igen. Det vil muligvis være de bedste 12 dage på hele det her elskede efterskoleår. Mine meget begrænsede erfaringer siger mig, at det først er på dagen, hvor jeg står med ansigtet begravet i litervis af tårer, at det går op for mig, at det der har været min hverdag det sidste år er slut, og dem der har været mine bedste venner og som en familie for mig ikke længere kommer til at bo to døre nede ad Broadway eller tværs over gården på Bassen. Gisp, siger jeg jer! Selvom det er nok så sørgeligt, så kan jeg inderst inde også mærke, at det er nu. Nu skal det være, sådan er det, og det er nok det rigtige.

Hovsa sovsa, så slutter jeg med det her melankolske, nostalgiske, deprimerende fis. Jeg har lige slået vores Roskilde telt op med Elisa og Nat. Det var ret så komisk, for for filan hvor er vi bare alt andet end gode til det! Så kom (trylle)Kasper og gav en hjælpende macho-hånd. Nu står det og svajer nok sp usikkert ude på græsplænen, som jeg har fuldt overblik over her fra Broadway 11's vindue. Kys på det skønne værelse!

Savner julesange, pebernødder, rensdyr-uldsokker og den oppyntede Broadway, men hold nu op hvor jeg bare elsker som det er nu: sommer, sol, pinse, blomster og is, skønne Humblebier og ture til stranden.

Knus
til
jer

Christine Miranda 

Humble stilen

Vi kører humblestilen her på skolen, eller måske burde man kalde det efterskolestilen. Dét med at ligge på enhver nogenlunde vandret overflade hører efterskolelivet til. Vi kaster os i tilfældige bunker, det rene kluddermor kaos, og så er det ellers bare en rodeoase af klumpede, unge menneskekroppe. Elsker det.

Sigrid, min søde veninde, har taget de her billeder:

knus

Rød er den smukkeste farve

Sidder og reflekterer lidt over tiden og livet. Sådan som vi alle gør engang imellem, og det er egentlig ret skønt. Så huskede jeg min dansk terminsprøve, og blev enig med mig selv om at den måtte ud på bloggen. Jeg fik et billede af en linedanser på en rød line, og så var det ellers bare igang med tankestrømmen og idéerne. Jeg synes, at den viser meget godt, hvad jeg nogle gange tænker meget over, og så er der også nogle spørgsmål (da det er et essay) som er meget fine at tænke lidt over. Det bliver et langt indlæg, men tror det bliver godt også.

Rød er den smukkeste farve

Udvikling sker for selv det mest stædige individ. Den sker i form af livet, der strækker sig som en tråd gennem universet og er større end mælkevejen. Dette fænomen kommer bag på mennesket, hver gang det sker, og altid bliver vi overvældede, af dets skønhed der tryllebinder og fortærer, alle der ser sig større. Livet sker for os alle, og vi ser det, med alt hvad det indebærer. Vi ser, vi oplever, vi lærer, vi udvikler os - med tiden. Liv, udvikling og tid – det går vel ud på ét? Forholdsvist udtryksløse begreber kan være større, end man kan forestille sig. Hvad går denne udvikling ud på? Er det mig der styrer den, eller er jeg en gren i vandet, der ikke har andet valg, end at lade strømmen tage mig? Jeg ved det ikke.

Jeg går på en line. Jeg kan ikke se enden, dér hvor knuden binder og snoren sluttes af, med lettelse over at man klarede den. Jeg er der ikke endnu. Jeg er lige her, balancerende på den tynde røde snor der strækker sig så langt, at jeg får ondt i øjnene af at spejde mod enden. Snoren der er sat så højt, at jeg bliver svimmel af at kigge ned. Jeg gør det alligevel. Jeg kigger ned, og ser det store sorte der trækker og hiver og kradser mine øjenhinder, hvorfra jeg ser mit liv. Dette er mit mest dyrebare sjælevindue. Får jeg sår her, ser jeg tilværelsen gennem blodstænk og smerte og lader det store sorte vinde over mig. Kan jeg komme op og gå på snoren igen? Jeg ved det ikke, men jeg vil prøve, for den dybrøde farve frister mig. Jeg ser dog det lette ved at lukke øjnene i og blive ét med det sorte. Er det lettere at give i for mørket end at blive på snoren? Man slipper for højdeskræk. Balancen snyder mig et enkelt øjeblik og jeg skriger, finder fodfæste igen og fortsætter. Mine sår heler, så jeg igen ser den varme røde farve. Det er her jeg giver mig tid til at kigge tilbage og mindes. Jeg ser, hvor tyndt og fint snoren er spundet fra starten af, ser hvordan den flettes sammen med andre snore og bliver tyk og kraftig. De andre snore former mig og trækker min snor i deres retning. Her betragter jeg også mine svundne fodspor, der lige netop her er mest sikre. Jeg ser aftryk af tær, dér hvor jeg har danset. Efterhånden er tær blevet til fødder som er blevet til snublende trin over en engang solid snor. Med tiden? Jeg ved det ikke.

     Tiden er for mig et begreb der rækker langt ud over mit atlas. Mennesket skabte dette begreb, ubevidst om at det ville blive vores dødsfjende. Tiden løber om kap, med alle der vover at udfordre den. Gå væk med dig, råber jeg, men den er der bare. Nu. Før. Senere. Altid. Snoren er tiden, som jeg går med. Tiden er udvikling, men den udvikler sig ikke. Den er konstant, monoton og umulig at modkæmpe – kviksand. Jeg må ikke kæmpe imod, jeg skal bare være ét med den.

Jeg nærmer mig enden af min røde snor, og bliver skræmt af det der venter på den anden side af knuden. Det er da meget normalt? Definitionen af normalt kender jeg ikke, men jeg tror det. Stadig undrer det mig at farven forbliver i snoren, helt ud til den sidste tråd. Min snor udvikler sig ikke, tænker jeg, og skrækken vender og drejer sig i mit indre. Hvorfor udvikler den sig ikke? Hvad gør jeg galt? Hvad gør jeg ikke? Måske er det ikke snoren der udvikler sig, måske er det mig. Måske skal jeg bare lære at gå på den. Jeg ved det ikke. Der er så meget jeg ikke ved. Vi ikke ved. Mennesket er for bevidst om det ubevidste. Tiden. Vi elsker og hader tiden og udviklingen som følge deraf. Vi tror, at vi har tiden i vores hule hånd, fordi den er menneskeskabt. Begrebet er menneskeskabt, men er den konstante tilstand også? Vi lader os snyde af tiden, ved at tro vi kender den, men den har tricks i ærmet, som vi ikke er bevidste om. Menneskets naive sind.

     Længere fremme kan jeg se, at snore flettes sammen med min, og jeg bliver modig og får appetit efter de fremmede røde tråde. Jeg forstår ikke min pludselige lyst. Kan man lyste noget, man aldrig har smagt? Jeg lyster alt det røde. Alt det smukke. Jeg lystede også det sorte engang, men lyst må overvindes og nedkæmpes, til der kun er det åbenlyse og logiske valg tilbage. Snoren. Bliv på den, siger de. Jeg bliver, andre fristes af det ventende paradis, som nogle mener findes for enden af snoren. Det sorte er kun en genvej til dette paradis. Hvis det sorte er paradis, hvad er så det røde? Det røde er min snor, andres snore og vores veje, der krydses og vikles ind i hinanden. Det danner mønstre, der hver især ender ved den fælles hvide trappe. Det er noget, jeg har hørt, fra dem der er gået i forvejen på snoren og nu er så tæt på knuden for enden, at de kan se bagved. Jeg udviklede mig, da jeg satte min rystende fod på den røde snor. Jeg husker det ikke, men jeg har selv set liv blive til, som det skete med mig også. Jeg har lært at gå på line, nu går jeg bare, og ser hvor jeg ender. Er det til det bedre? Skal jeg mærke hvor koldt der er helt nede, før jeg kan værdsætte varmen fra den røde farve? Har jeg det for sikkert, for godt? Jeg mærker hvisken nedefra en gang imellem. Det er koldt. Jeg har lyst til kigge derned, men jeg gør det ikke. Jeg fortsætter. Så langt jeg kan, indtil jeg ikke kan mere, og når jeg kan igen, så trækker jeg mig op på snoren og genfinder min kærlighed til den røde farve.

Egentlig tror jeg ikke at livet skal beherskes, at man skal lære at gå på line. Livet går op og ned. Lige meget hvor god en balance man har, så er man dømt til at fejle og snuble, men som menneske er man også dømt til at elske livet. Jeg skal også gå den lange vej, men jeg sætter mit eget præg. Jeg sætter min tiltro til snoren, satser på at komme helskindet over den. Der er langt, der er meget langt, og jeg vil møde modstand på vejen. Som menneske vil man blive fristet, man vil blive trukket så dybt ned, at mørket omslutter én, og alt synes ligegyldigt. Som menneske vil man gå i stå af skræk for tiden, der tager alt med sig lige for næsen af én. Som menneske vil man erfare, at intet er smukkere end den dybrøde farve, der smitter af fra snoren og lader mennesket udvikle sig med tiden. ”Livet er smukt” var der engang én der sagde til mig og sandt, det er det.

Det var det indlæg. Synes i det er okay, at jeg nogle gange lægger nogle opgaver som denne herind på bloggen? Håber i tænker lidt over det, som jeg selv har gjort det.

Knus

Christine Miranda

Søndag

Der var spontan caféaften igår i opholdsstuen. Det var klart ikke den bedste, der har været, men det var alligevel meget sjovt. Jeg selv spillede med Jam-iroquai, med Senorita-bandet og med kagekoret. Vi grillede udenfor, og kan godt love jer, at det var godt. Hader at være vegatar på skolen, for når de andre får grill-pølser... ja, så er der soyapølser til mig. Wuhuu. Anyways, nu sidder jeg og forbereder dansk... eller det burde jeg, men kan simpelthen ikke koncentrere mig her med Carl og Anne. De er lidt fjollede, men hold op hvor er de søde alligevel. Der er så mange mennesker jeg kommer til at savne her, og jeg håber bare, at jeg kan holde fast på dem. Uf, jeg elsker det her sted så meget. Nu sidder jeg og hører Mrs. cold af Kings of Convenience. Jeg kan faktisk se mig selv ret meget i denne her Mrs. cold, det er ikke så positivt, men sådan er jeg jo bare.

Sommerfuglekys og kram fra mig

Christine Miranda

Visuelle minder

Her disker jeg lige op med nogle billeder fra året, der snart er forbi. Jeg begynder at tænke mere og mere over, at jeg snart skal sige farvel til Humble, min roomie, mit skønne værelse, min hverdag og alle mine humblebier. Søgte lidt rundt på den fantastiske side kaldt "Facebook" - har i hørt om den? Det skulle vist være en meget hyggelig side ;) - og fandt så mange random men søde billeder fra året her. Lægger dem lige ud til jer bloglovers:

Jeg bliver lidt sentimental. Bare vent til det sidste indlæg herinde, hvor ikke engang cyberspace vil kunne holde sig  tørt for mine tårer! 

Ps. vi indspillede Bon Iver medley'en idag med et par tilskuere. De græd. Meget. Det er utroligt givende, at få lov til at røre folk så dybt med sang.