punktum

Hej mine kære venner og læsere! Jeg har savnet jer, og jeg håber også, at i har savnet mig og min blog en lille smule.

Det her indlæg kommer muligvis til at være det næstsidste, inden jeg er helt væk herfra. Det er virkelig sørgeligt, men sådan er det nu engang, og selvom det er svært at se lyst på det lige nu, så ved jeg, at det der kommer bagefter efterskolen nok skal blive fantastisk.

Hele ugen har jeg haft så latterligt meget at se til - rengøring, rengøring og - nårh jo, mere rengøring! (Due sidder her ved min side og siger "du mangler rengøring.." Han har så ret!). Mandag var helt almindelig eksamensdag med aktiviteter og eksamenslæsning for de få. Det var egentlig rigtig hyggeligt, vi sang karaoke i orkestergraven med stearinlys, venner og saftevand. Jeg pakkede mit elskede værelse helt sammen om aftenen, fordi jeg skulle afsted til Rantzausminde efterskole næste dag og spille med mit Jamiroquai band. Tirsdag gjorde vi områderne rent, og så var det ellers afsted til Rantz. Der var en lille, hyggelig udendørsscene, og det var bare en virkelig rar og sjov koncert. Rantz-eleverne er fandme søde! Onsdag gjorde vi vores værelser helt rene og flotte - som om -, og jeg kan love jer for, at da Laurids smækkede døren ind til Broadway 11. og satte nøglen i låsen og drejede, da gik der det mest ubehagelige sug igennem min mave. Det trykkede simpelthen så meget, og det føltes lidt ligesom, når man har glemt noget vigtigt - glemt noget på Broadway 11. Da jeg så kom udenfor og så Sigrid, da begyndte jeg simpelthen bare at stortude. Jeg kan sjældent tage mig selv seriøst i sådanne øjeblikke, så det blev til en blanding af hysterisk latter og fortvivlet gråd. Ih øv. Nå, men det var i hvert fald virkelig syrealistisk. Så gik jeg rundt torsdag, gjorde rent lidt af dagen og så ellers bare hang lidt rundt omkring. Følte mig ærligt talt som en hjemløs, for på det tidspunkt havde vi også gjort gangenes opholdsstuer rent, så der var bare ingen steder jeg kunne smutte hen og lægge mig i fred. Det var som om, at skolen lige pludselig havde mistet status som mit hjem, og det var nok den mærkeligeste, mest rodløse fornemmelse jeg har haft i mit liv.

Så tog vi på afslutnings camp. Her sidder jeg så nu, og jeg stopper allerede imorgen. Hold op det er mærkeligt! Jeg kan ikke rigtigt mærke det endnu, men det kommer nok i aften eller imorgen tidlig, når vi tager tilbage til afslutning på skolen. Snøft. Jeg sidder med lærerne Rie, Frank og Jesper og griner med nogle andre søde humblebier. Jeg vil savne de skønne lærere så ufatteligt meget. Hold kæft det er syrealistisk. Jeg sidder bare og har det skønt, hører på totalt latterlige jokes, og er slet ikke det mindste mærket af det uhyggelige faktum. Jeg skal sige farvel imorgen.

Kærlighed, kram og en tåre eller tusind

Christine Miranda