Kære trofaste, søde, skønne, seje, opmærksomme, betænksomme læsere
Jeg er lige knapt kommet hjem fra en uforglemmelig Roskilde Festival med alle mine venner fra Musikefterskolen i Humble. Nu er jeg usandsynligt snavset og, ifølge min far, tæt på at være disideret ildelugtende. Puha, jeg tager et bad om lidt.
Anyways, det her indlæg er jo nok det mest sørgelige, som jeg nogensinde har skrevet eller vil skrive her på bloggen. Sidste indlæg blev skrevet, da jeg var på afslutningscamp med skolen, så jeg føler lidt at jeg bliver nød til at sige ordentligt farvel. Nogle af jer har fulgt bloggen næsten fra start af, andre af jer har hægtet sig på i løbet af dette turbulente, men fantastiske år. Tak for det! Jeg har været så utroligt taknemmelig for at have sådan nogle gode og dedikerede læsere, og i har da også helt klart motiveret mig ekstra meget til at blive ved med at blogge herinde. Jeg har gået på musikefterskolen i Humble i godt og vel et år, og det har været det vildeste, mest voldsomme, turbulente og forandrende år - ment på den aller mest positive måde. Jeg har lært så helt utroligt meget om mig selv, både i forhold til jeg'et og i forhold til menneskerne omkring mig. Det har gjort mig - ikke til et nyt menneske, men - til en bedre udgave af mig selv, som jeg kan være glad og stolt over. Jeg har mødt de kæreste mennesker, og nogle så vidt forskellige at jeg aldrig havde troet, at jeg skulle komme til at holde så meget af dem. Vi - humblebierne - har elsket og holdt om hinanden trods de store og kendetegnende forskelle på hver og én af os, men lige netop på grund af det, er vi blevet dét tættere. Åh Humble, jeg elsker jer manner! Helt ind i hjertet og helt op til månen! Jeg elsker jer så meget, at jeg er villig til at tage køkkentjans på skolen til jeg dør, bare vi kan få lov til at blive sammen lidt endnu. Der er så mange ting, som jeg gerne vil sige til jer, men hvor er det lige man starter, når man har været en del af jer 135 herlige menneskers hverdag i et helt år, og lige pludselig har pakket sit liv ned i kasser og sagt farvel til dén hverdag. Jeg ved det fandme ikke, men jeg vil gerne prøve lidt. Alle de øjeblikke vi har haft sammen, hver for sig, i flok eller i små grupper, de er nemlig helt ufattelig betydningsfulde for mig. De har været med til at danne mig på denne her spændende og kaotiske rejse gennem et efterskoleår. I har givet mig så meget, og hvis jeg kunne, ville jeg give jer mit hjerte (billedeligt, vel at mærke). Ih altså, Humble, Humble, Humble. Jeg vil savne alt ved dig. Gangene og korridorerne, opholdsrummene spækket med spil uden terninger, sengetiderne, de fjollede kortimer, de mange værelser der viser, hvem af mine venner der bor hvor, det flotte og store egetræ, øvelokalerne på stengangen hvorfra der altid kommer musik, timerne i G1, de ansatte: Rie, Jesper, Frank, Morten Dejnakke og Morten kor, Pia, Ulla, Jon, Kim, Birgit, Søren, Julie, Klaus A., Laurids, Thilde og Mette og sidst men ikke mindst den krumrygget pedel Tage. De mennesker har været mine mentorer det her år, og de har været mine venner, lige så meget som de har været mine lærere. Stik dem en guldstjerne, for det fortjener de satme! Det er bare slet, slet, slet ikke gået op for mig endnu, alt det her med at slutte. Samtidig så har jeg en følelse i maven af, at jeg har glemt noget meget vigtigt på Humble.
Jeg vil gerne kigge lidt tilbage på året, som jeg så nødigt omtaler som slut og finito. I starten til den første on-stage aften var jeg så nervøs, men i løbet af året blev jeg tryg ved alle menneskerne på skolen. Nu skråler jeg alt for frivilligt med på Bee Gees og The Lonely Island foran dem alle! Jeg meldte mig også ind på guitar, men i løbet af året fandt jeg ud af, at der var massere af plads til at synge for mig. Nu synger jeg mere end lovligt og er sanger i mange skønne bands. Så er der jo også det med vennerne jo... I starten var det hele meget nyt og uha da, men idag har jeg den største, bedste, flotteste, rareste vennekreds som strækker sig langt ud over sjællands grænser. Jeg ved bare, at vi kommer til, at se så meget til hinanden, for ingen kan undværes. Sådan nogle venner får man i løbet af et efterskoleår, og det takker jeg helt ned i maven for. For fanden hvor er det mærkeligt at skulle opsummere på denne her måde! Året kom så hurtigt, og endnu hurtigere sluttede det. Lige for næsen af mig, og hold nu op hvor er det noget værre juks. Carpe diem siger jeg bare, fang nuet og nyd lige selv de øjeblikke der suser forbi dig. Man får dem aldrig igen, men til gengæld så er livet jo fuld af øjeblikke, så mon ikke jeg får et par gode eller mange øjeblikke i fremtiden. Hvis jeg er rigtigt heldig - det er jeg - så kan det jo også være, at der er en masse søde humblere i mine øjeblikke i fremtiden! Humble årgang 10/11 er slut, men hvor skal jeg dog bare se en masse af alle de her mennesker! Noget af det værste ved at stoppe er, at vi jo allesammen godt ved at det kun er omkring 5 til 10 procent af skolen, som vi kommer til at snakke vedvarende med. Hvad så lige med hende dér, der altid bliver rød i hovedet ved måltiderne og snakker fynsk? Hvad med min gallapartner? Hvad med den gøjlede bassist, der bor på den lille og hyggelige gennemkørsels ø Tåsinge? Alle de mennesker, som bor et helt andet sted end mig eller som jeg bare ikke lige fik snakket rigtigt med? Dem vil jeg også savne, for jeg har jo en eller anden form for kumunikation med alle Humblerne, og ofte en helt special én med hver person. Små bidder af ens hverdag, det er hvad de er, og man skal have alle bidderne for at have Humble. Jeg er ikke længere en efterskole pige der blogger ustyrligt meget og snakker endnu mere. Nej, nu er jeg et sommerferie dyr, der hverken er fugl eller fisk - hverken efterskoleelev eller gymnasieelev -, og det er en meget mærkelig følelse. Ikke desto mindre forholder det sig sådan, og jeg vil bruge ferien på at gense mine elskede humblere, spise is, mindes og hylde det mest fantastiske år nogensinde. Tak Humble og alt hvad der fulgte med - tak for alle de mennesker jeg har fået lov at møde, tak for dårlig mad og gøgl ved kontaktgruppe bordet, tak for regn og sol, tak for te på værelset med min roomie, tak for Bridget Jones Diary marathon med Broadway pigerne, tak for pebernødder og julesange, tak for caféaften efter caféaften, tak for de ultimative slagger timer i G1, tak for sjov, leg, alvor, kærlighed, ulykkelighed, hjertesorger, glædestårer, kys, kram, klask i bagdelen, grin, pinligheder, akavede øjeblikke, vennerne, tiderne, minderne og ja... bare tak for det hele, hvis et "tak" overhovedet kan gøre det.
Tag på efterskole, spring ud i dét og livets mange andre udfordringer - det er bare det hele værd.
Kys, kram, knus og varme tanker
Jeres egen finurlige efterskoleblogger
Christine Miranda, Musikefterskolen i Humble årgang 10/11
VI SES!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar