Rød er den smukkeste farve

Sidder og reflekterer lidt over tiden og livet. Sådan som vi alle gør engang imellem, og det er egentlig ret skønt. Så huskede jeg min dansk terminsprøve, og blev enig med mig selv om at den måtte ud på bloggen. Jeg fik et billede af en linedanser på en rød line, og så var det ellers bare igang med tankestrømmen og idéerne. Jeg synes, at den viser meget godt, hvad jeg nogle gange tænker meget over, og så er der også nogle spørgsmål (da det er et essay) som er meget fine at tænke lidt over. Det bliver et langt indlæg, men tror det bliver godt også.

Rød er den smukkeste farve

Udvikling sker for selv det mest stædige individ. Den sker i form af livet, der strækker sig som en tråd gennem universet og er større end mælkevejen. Dette fænomen kommer bag på mennesket, hver gang det sker, og altid bliver vi overvældede, af dets skønhed der tryllebinder og fortærer, alle der ser sig større. Livet sker for os alle, og vi ser det, med alt hvad det indebærer. Vi ser, vi oplever, vi lærer, vi udvikler os - med tiden. Liv, udvikling og tid – det går vel ud på ét? Forholdsvist udtryksløse begreber kan være større, end man kan forestille sig. Hvad går denne udvikling ud på? Er det mig der styrer den, eller er jeg en gren i vandet, der ikke har andet valg, end at lade strømmen tage mig? Jeg ved det ikke.

Jeg går på en line. Jeg kan ikke se enden, dér hvor knuden binder og snoren sluttes af, med lettelse over at man klarede den. Jeg er der ikke endnu. Jeg er lige her, balancerende på den tynde røde snor der strækker sig så langt, at jeg får ondt i øjnene af at spejde mod enden. Snoren der er sat så højt, at jeg bliver svimmel af at kigge ned. Jeg gør det alligevel. Jeg kigger ned, og ser det store sorte der trækker og hiver og kradser mine øjenhinder, hvorfra jeg ser mit liv. Dette er mit mest dyrebare sjælevindue. Får jeg sår her, ser jeg tilværelsen gennem blodstænk og smerte og lader det store sorte vinde over mig. Kan jeg komme op og gå på snoren igen? Jeg ved det ikke, men jeg vil prøve, for den dybrøde farve frister mig. Jeg ser dog det lette ved at lukke øjnene i og blive ét med det sorte. Er det lettere at give i for mørket end at blive på snoren? Man slipper for højdeskræk. Balancen snyder mig et enkelt øjeblik og jeg skriger, finder fodfæste igen og fortsætter. Mine sår heler, så jeg igen ser den varme røde farve. Det er her jeg giver mig tid til at kigge tilbage og mindes. Jeg ser, hvor tyndt og fint snoren er spundet fra starten af, ser hvordan den flettes sammen med andre snore og bliver tyk og kraftig. De andre snore former mig og trækker min snor i deres retning. Her betragter jeg også mine svundne fodspor, der lige netop her er mest sikre. Jeg ser aftryk af tær, dér hvor jeg har danset. Efterhånden er tær blevet til fødder som er blevet til snublende trin over en engang solid snor. Med tiden? Jeg ved det ikke.

     Tiden er for mig et begreb der rækker langt ud over mit atlas. Mennesket skabte dette begreb, ubevidst om at det ville blive vores dødsfjende. Tiden løber om kap, med alle der vover at udfordre den. Gå væk med dig, råber jeg, men den er der bare. Nu. Før. Senere. Altid. Snoren er tiden, som jeg går med. Tiden er udvikling, men den udvikler sig ikke. Den er konstant, monoton og umulig at modkæmpe – kviksand. Jeg må ikke kæmpe imod, jeg skal bare være ét med den.

Jeg nærmer mig enden af min røde snor, og bliver skræmt af det der venter på den anden side af knuden. Det er da meget normalt? Definitionen af normalt kender jeg ikke, men jeg tror det. Stadig undrer det mig at farven forbliver i snoren, helt ud til den sidste tråd. Min snor udvikler sig ikke, tænker jeg, og skrækken vender og drejer sig i mit indre. Hvorfor udvikler den sig ikke? Hvad gør jeg galt? Hvad gør jeg ikke? Måske er det ikke snoren der udvikler sig, måske er det mig. Måske skal jeg bare lære at gå på den. Jeg ved det ikke. Der er så meget jeg ikke ved. Vi ikke ved. Mennesket er for bevidst om det ubevidste. Tiden. Vi elsker og hader tiden og udviklingen som følge deraf. Vi tror, at vi har tiden i vores hule hånd, fordi den er menneskeskabt. Begrebet er menneskeskabt, men er den konstante tilstand også? Vi lader os snyde af tiden, ved at tro vi kender den, men den har tricks i ærmet, som vi ikke er bevidste om. Menneskets naive sind.

     Længere fremme kan jeg se, at snore flettes sammen med min, og jeg bliver modig og får appetit efter de fremmede røde tråde. Jeg forstår ikke min pludselige lyst. Kan man lyste noget, man aldrig har smagt? Jeg lyster alt det røde. Alt det smukke. Jeg lystede også det sorte engang, men lyst må overvindes og nedkæmpes, til der kun er det åbenlyse og logiske valg tilbage. Snoren. Bliv på den, siger de. Jeg bliver, andre fristes af det ventende paradis, som nogle mener findes for enden af snoren. Det sorte er kun en genvej til dette paradis. Hvis det sorte er paradis, hvad er så det røde? Det røde er min snor, andres snore og vores veje, der krydses og vikles ind i hinanden. Det danner mønstre, der hver især ender ved den fælles hvide trappe. Det er noget, jeg har hørt, fra dem der er gået i forvejen på snoren og nu er så tæt på knuden for enden, at de kan se bagved. Jeg udviklede mig, da jeg satte min rystende fod på den røde snor. Jeg husker det ikke, men jeg har selv set liv blive til, som det skete med mig også. Jeg har lært at gå på line, nu går jeg bare, og ser hvor jeg ender. Er det til det bedre? Skal jeg mærke hvor koldt der er helt nede, før jeg kan værdsætte varmen fra den røde farve? Har jeg det for sikkert, for godt? Jeg mærker hvisken nedefra en gang imellem. Det er koldt. Jeg har lyst til kigge derned, men jeg gør det ikke. Jeg fortsætter. Så langt jeg kan, indtil jeg ikke kan mere, og når jeg kan igen, så trækker jeg mig op på snoren og genfinder min kærlighed til den røde farve.

Egentlig tror jeg ikke at livet skal beherskes, at man skal lære at gå på line. Livet går op og ned. Lige meget hvor god en balance man har, så er man dømt til at fejle og snuble, men som menneske er man også dømt til at elske livet. Jeg skal også gå den lange vej, men jeg sætter mit eget præg. Jeg sætter min tiltro til snoren, satser på at komme helskindet over den. Der er langt, der er meget langt, og jeg vil møde modstand på vejen. Som menneske vil man blive fristet, man vil blive trukket så dybt ned, at mørket omslutter én, og alt synes ligegyldigt. Som menneske vil man gå i stå af skræk for tiden, der tager alt med sig lige for næsen af én. Som menneske vil man erfare, at intet er smukkere end den dybrøde farve, der smitter af fra snoren og lader mennesket udvikle sig med tiden. ”Livet er smukt” var der engang én der sagde til mig og sandt, det er det.

Det var det indlæg. Synes i det er okay, at jeg nogle gange lægger nogle opgaver som denne herind på bloggen? Håber i tænker lidt over det, som jeg selv har gjort det.

Knus

Christine Miranda