Nu er det efterhånden helt utroligt lang tid siden, at jeg gik på efterskole. Faktisk kan jeg slet ikke forstå det. Ikke desto mindre vil jeg stadig se til jer, og i ved at i altid kan skrive og spørge om alt mellem himmel og jord! Jeg skriver her, fordi jeg fik lov at skrive et indlæg om mit efterskoleår på Humbles hjemmeside. Det var en stor ære, og jeg tænker, at det sikkert er meget sjovt for jer at læse og kigge på (ja, der er et par billeder også). Her er linket, og så kopierer jeg altså bare teksten hertil:
Vi præsenterer her et gæsteindlæg af tidligere elev Christine Miranda Kongsrud årgang 10/11. Vi anbefaler indlægget nydes til lyden af et flot stykke musik indsunget af et af 10/11 årgangens helt særlige fritidsbands, nemlig et pigekor ledet af en dreng. God fornøjelse.
Kæreste Humble
Jeg har fået den fantastiske ære af at sætte et lille aftryk her på siden, som jeg håber I vil finde spændende, sjovt, oplysende (er til at forhandle med på dette punkt) inspirerende og tilpas nostalgisk til at i kan holde ud at læse med!
Livet på efterskole er som en evig ferie. Med sig har man alle 135 medlemmer af den skøre forsamling, som jeg kalder Humble. Ligesom med ferier gælder det om, at få så meget som muligt ud af den korte tid man er der, men det er sværere end det umiddelbart lyder. Der sker nemlig så ufatteligt meget på et år på efterskole, at man engang imellem må stoppe op og trække vejret et øjeblik, mens man prøver at fordøje det faktum, at et år kun er sølle 12 måneder, 365 dage – og endnu mindre med alle ferierne og weekenderne. Man får fra starten konstant banket ind i hovedet, at man skal skynde sig med at nyde det hele, og at tiden flyver forbi med lysets hastighed. Ja, det er også rigtigt, men for mig har det vigtigste været, at jeg gav mig tid til at gøre Humble til mit hjem – et sted hvor jeg kunne føle mig tryg, slappe af og være mig selv. Først derefter kan man begynde at lære hinanden bedre at kende, og at jeg har kunne være mig selv, har resulteret i, at jeg i dag har verdens bedste venner fra min tid på Humble. De kender mig bedre end min mor, min far og alle mine søskende. De er min bonus-familie, og de har oplevet mit mange-facetterede væsen på godt og ondt; de har set mig mandag morgen -uden make-up og med uglet hår, de har hørt mig snorke, de har krammet mig på 5. dag uden bad, de har set mig græde strømme af mascara, de har set mig kværne et helt glas Nutella med en ske, og tænk engang… de vil stadig kendes ved mig! Mere fantastiske venner finder man ikke andre steder end på et efterskoleophold.
Som gammel elev/velbevandret efterskole-veteran forpligter man sig til, jævnligt at spytte ud med alle de visdomsord, som man har samlet sammen på sin pilgrimsrejse gennem efterskoleland. Først er der de grundlæggende forudsætninger for en god start; vær åben, vær åben, vær åben! Dem der synes mærkelige i starten kan vise sig at være nogle af de sjoveste og sejeste mennesker, og de vil helt sikkert lære dig en masse om alt, ingenting og rollespil. Når det kommer til at bo sammen med 135 mennesker døgnet rundt, så er der nogle uhyre vigtige nøgleord, som jeg håber I vil tage godt ind til jer; accept og rummelighed. Først og fremmest er det virkelig bare vigtigt, at man er forberedt på, at alle ikke er samme kop the, som den du foretrækker. Nogle larmer for meget, andre siger ikke en dyt, nogle snakker med en mærkelig accent, andre går op i modetøj og gossip. Derfor skal man prøve at acceptere, at alle er forskellige og muligvis har andre værdier og ønsker end én selv. Det sjove er, at se ting fra en anden vinkel, så få jer en snak med jeres modsætning og opdag hvordan metalmusik er ren fuglesang for nogle mennesker og hvorfor det kan være fantastisk at bo på en bondegård (jeg bruger eksempler, som jeg selv er blevet klogere på. Jeg kan dog stadig ikke lide metalmusik, men at headbange med pigerne er det bedste!). ”Rummelighed” er især en vigtig egenskab, da man bor sammen med en roomie hele året og skal få 10 kvm til at fungere optimalt. Min roomie og jeg havde det fantastisk, trods det faktum at vi er så forskellige som dag og nat. Vi respekterede hinandens mærkværdigheder og skabte rum for hinandens forskelligheder, sådan at man kunne være helt sig selv på værelset. Hvis I tager disse simple råd til jer, så ved jeg, at I vil have de bedste odds for et helt fantastisk år. Held og lykke med det!
Noget jeg altid selv spekulerede på, var hvordan livet efter Humble ville være. Jeg har heller aldrig prøvet noget så mærkeligt, som sommerferien mellem gymnasiet og Humble. Jeg følte mig som et udefinérbart sommerferie-dyr – hverken fugl eller fisk, efterskoleelev eller gymnasiepige. Sommerferien var præget af savn – både til skolen, lærerne (især dem, ja) og de venner, som jeg vidste, at jeg fra nu af skulle til at arbejde hårdere end nogensinde før, for at holde kontakten med. Selvom vi nogle gange kan føle, at odds’ne er imod os, så er det hele ikke så dystert efter efterskoleåret. Der er nye omgivelser i form af gymnasiet – for mit vedkommende, Aurehøj Gymnasium -, og det er et helt nyt kapitel man påbegynder, som jeg virkelig har elsket og glædet mig over. At starte i 1.g var helt uvirkeligt og intet mindre end fantastisk, og når man så bare følte helt nede i maven, at man ikke kunne have valgt et bedre gymnasium, så gjorde det ikke så ondt at komme videre fra dejlige Humble. Livet efter efterskolen er hårdt og lektiefyldt, men det er akkurat lige så spændende og sjovt – så glæd jer nu for fanden, nuværende elever, glæd jer til et ubeskriveligt (ironisk, haha), vidunderligt og vanvittigt år på Humble, glæd jer til nogle spændende, udfordrende og festlige år på gym (hvis i altså vælger dén vej), og vigtigst af alt; kig engang imellem tilbage på Humble og lad jer undre over, at lige netop I var så heldige at starte på Musikefterskolen i Humble.
Nu skal jeg altså stoppe mig selv, selvom jeg udmærket kunne skrive en hel følgeton af kærlighedserklæringer til Humble og efterskolelivet. Mine sidste ord bliver til dig, Humble;
”Tak Humble og alt hvad der fulgte med – tak for alle de mennesker jeg har fået lov at møde, tak for dårlig mad og gøgl ved kontaktgruppe bordet, tak for regn og sol, tak for te på værelset med min roomie, tak for Bridget Jones Diary marathon med Broadway pigerne, tak for pebernødder og julesange, tak for caféaften efter caféaften, tak for de ultimative slagger timer i G1, tak for sjov, leg, alvor, kærlighed, ulykkelighed, hjertesorger, glædestårer, kys, kram, klask i bagdelen, grin, pinligheder, akavede øjeblikke, vennerne, tiderne, minderne og ja… bare tak for det hele, hvis et “tak” overhovedet kan gøre det.” – Christine Mirandas efterskoleblog, 3/7 2011
Kys, kram, kærlighed og uendeligt mange gange tak til verdens bedste, mest kompetente efterskolelærere i verden.
Christine Miranda Kongsrud
Musikefterskolen I Humble, årgang 10/11
Ps. Lidt mindre tak for de 10 kilo jeg tog på undervejs…
Jeg savner jer simpelthen så meget, og det er så mærkeligt stadig ikke at skulle svare på spørgsmål og modtage så mange søde hilsner fra jer. I er som sagt så meget velkomne på min anden blog Såe Det Sagt, for her blogger jeg regelmæssigt. Pointen ved det her indlæg er, at at jeg stadig svarer på kommentarer her på bloggen, så i kan bare skrive løs, spørge og undre jer i kommentarfeltet nedenunder. Jeg skal nok tjekke ofte.
Håber i har det skønt, for det har jeg. Gymnasiet er hårdt men dét værd, 2.g er ikke særligt langt væk, og tiden er fløjet afsted. Jeg føler virkelig ikke, at det er så lang tid siden, at jeg gik rundt på Broadway, boede med min Roomie Emma, spiste mad med min elskede kontaktgruppe, lavede sjov med lærerne og så film i Jomfruburet med alle Humblerne. De "nye" elever holder snart galla, og det er så underligt. Jeg kan huske vores egen galla, og hvor tæt vi var på slutningen af året. Super underligt, men jeg er så glad på deres vegne. Det er også så satans underligt, at jeg skal ned på skolen d. 3. april og spille til deres galla-fest med Jamiroquai bandet (ja, vi spiller stadigvæk sammen!), for jeg kan selv huske tydeligt, hvordan jeg havde så meget respekt for sidste års galla-band. Anyways, jeg kan konkludere, at det er det mærkeligeste at være gammel elev.
Mig og Natasha sendte lærerne et brev her forleden, og det var sådan, at vi næsten var ved at tude. Især var det hårdt - men glædeligt nostalgisk - da vi skulle skrive sådan en lille intern, personlig note til hver og én af dem. Jeg savner dem så meget, at det gør ondt at tænke på. De var mine bonus-forældre og bedste venner. Øv.
Jeg vil stadig opfordre ALLE til at tage på efterskole, for det er den vildeste, mest givende, lærerige, sjove, vidunderlige, vanvittige, gigantiske beslutning jeg nogensinde har taget.
Alt godt til jer. Kys og kram.
Christine Miranda, Musikefterskolen i Humble, årgang 10/11
ÅH hvor har jeg bare savnet min efterskoleblog og JER!!
Jeg savner efterskolen rigtig meget, men jeg er så heldig, at være i nærheden af en hel del fra efterskolen næsten hver dag på gymnasiet, som forresten er det fedeste (næst efter efterskolen self.). Drikker en forfærdeligt masse øl, spiser massere af madpakker - for der var jo varm mad til frokost på efterskolen -, og lærer igen en masse nye mennesker at kende. Jeg drager på vikingetur imorgen med min klasse, så det skal nok blive rigtig rart og hyggeligt! Egentlig blogger jeg ikke her længere, men tænkte bare at i blev nødt til at høre lidt mere til mig og omvendt - derfor er i inviteret til at følge min ny blog om gymnasielivet og en masse andet hyggeligt: Såe det sagt. Følg eller kig evt. forbi og smid en sød kommentar, for jeg savner mine læsere, og jeg håber, at de også savner mig lidt.
Elsker jer
Christine Miranda
ps. det er rent faktisk et liv efter efterskolen, selvom det har virket svært at tro.. rart :)
5. jul. 2011
Dette kan ikke rigtigt betragtes som et indlæg..
Hvis i vil høre mere til mig, så kan i følge med i min nye blog Sae det sagt. Jeg skriver sammen med min efterskoleveninde Elisabeth, som snart vil være min klassekammerat på Aurehøj. Anyways, læs med hvis i lyster, det kunne være rigtig rart at se nogle gamle læsere!
Jeg er lige knapt kommet hjem fra en uforglemmelig Roskilde Festival med alle mine venner fra Musikefterskolen i Humble. Nu er jeg usandsynligt snavset og, ifølge min far, tæt på at være disideret ildelugtende. Puha, jeg tager et bad om lidt.
Anyways, det her indlæg er jo nok det mest sørgelige, som jeg nogensinde har skrevet eller vil skrive her på bloggen. Sidste indlæg blev skrevet, da jeg var på afslutningscamp med skolen, så jeg føler lidt at jeg bliver nød til at sige ordentligt farvel. Nogle af jer har fulgt bloggen næsten fra start af, andre af jer har hægtet sig på i løbet af dette turbulente, men fantastiske år. Tak for det! Jeg har været så utroligt taknemmelig for at have sådan nogle gode og dedikerede læsere, og i har da også helt klart motiveret mig ekstra meget til at blive ved med at blogge herinde. Jeg har gået på musikefterskolen i Humble i godt og vel et år, og det har været det vildeste, mest voldsomme, turbulente og forandrende år - ment på den aller mest positive måde. Jeg har lært så helt utroligt meget om mig selv, både i forhold til jeg'et og i forhold til menneskerne omkring mig. Det har gjort mig - ikke til et nyt menneske, men - til en bedre udgave af mig selv, som jeg kan være glad og stolt over. Jeg har mødt de kæreste mennesker, og nogle så vidt forskellige at jeg aldrig havde troet, at jeg skulle komme til at holde så meget af dem. Vi - humblebierne - har elsket og holdt om hinanden trods de store og kendetegnende forskelle på hver og én af os, men lige netop på grund af det, er vi blevet dét tættere. Åh Humble, jeg elsker jer manner! Helt ind i hjertet og helt op til månen! Jeg elsker jer så meget, at jeg er villig til at tage køkkentjans på skolen til jeg dør, bare vi kan få lov til at blive sammen lidt endnu. Der er så mange ting, som jeg gerne vil sige til jer, men hvor er det lige man starter, når man har været en del af jer 135 herlige menneskers hverdag i et helt år, og lige pludselig har pakket sit liv ned i kasser og sagt farvel til dén hverdag. Jeg ved det fandme ikke, men jeg vil gerne prøve lidt. Alle de øjeblikke vi har haft sammen, hver for sig, i flok eller i små grupper, de er nemlig helt ufattelig betydningsfulde for mig. De har været med til at danne mig på denne her spændende og kaotiske rejse gennem et efterskoleår. I har givet mig så meget, og hvis jeg kunne, ville jeg give jer mit hjerte (billedeligt, vel at mærke). Ih altså, Humble, Humble, Humble. Jeg vil savne alt ved dig. Gangene og korridorerne, opholdsrummene spækket med spil uden terninger, sengetiderne, de fjollede kortimer, de mange værelser der viser, hvem af mine venner der bor hvor, det flotte og store egetræ, øvelokalerne på stengangen hvorfra der altid kommer musik, timerne i G1, de ansatte: Rie, Jesper, Frank, Morten Dejnakke og Morten kor, Pia, Ulla, Jon, Kim, Birgit, Søren, Julie, Klaus A., Laurids, Thilde og Mette og sidst men ikke mindst den krumrygget pedel Tage. De mennesker har været mine mentorer det her år, og de har været mine venner, lige så meget som de har været mine lærere. Stik dem en guldstjerne, for det fortjener de satme! Det er bare slet, slet, slet ikke gået op for mig endnu, alt det her med at slutte. Samtidig så har jeg en følelse i maven af, at jeg har glemt noget meget vigtigt på Humble.
Jeg vil gerne kigge lidt tilbage på året, som jeg så nødigt omtaler som slut og finito. I starten til den første on-stage aften var jeg så nervøs, men i løbet af året blev jeg tryg ved alle menneskerne på skolen. Nu skråler jeg alt for frivilligt med på Bee Gees og The Lonely Island foran dem alle! Jeg meldte mig også ind på guitar, men i løbet af året fandt jeg ud af, at der var massere af plads til at synge for mig. Nu synger jeg mere end lovligt og er sanger i mange skønne bands. Så er der jo også det med vennerne jo... I starten var det hele meget nyt og uha da, men idag har jeg den største, bedste, flotteste, rareste vennekreds som strækker sig langt ud over sjællands grænser. Jeg ved bare, at vi kommer til, at se så meget til hinanden, for ingen kan undværes. Sådan nogle venner får man i løbet af et efterskoleår, og det takker jeg helt ned i maven for. For fanden hvor er det mærkeligt at skulle opsummere på denne her måde! Året kom så hurtigt, og endnu hurtigere sluttede det. Lige for næsen af mig, og hold nu op hvor er det noget værre juks. Carpe diem siger jeg bare, fang nuet og nyd lige selv de øjeblikke der suser forbi dig. Man får dem aldrig igen, men til gengæld så er livet jo fuld af øjeblikke, så mon ikke jeg får et par gode eller mange øjeblikke i fremtiden. Hvis jeg er rigtigt heldig - det er jeg - så kan det jo også være, at der er en masse søde humblere i mine øjeblikke i fremtiden! Humble årgang 10/11 er slut, men hvor skal jeg dog bare se en masse af alle de her mennesker! Noget af det værste ved at stoppe er, at vi jo allesammen godt ved at det kun er omkring 5 til 10 procent af skolen, som vi kommer til at snakke vedvarende med. Hvad så lige med hende dér, der altid bliver rød i hovedet ved måltiderne og snakker fynsk? Hvad med min gallapartner? Hvad med den gøjlede bassist, der bor på den lille og hyggelige gennemkørsels ø Tåsinge? Alle de mennesker, som bor et helt andet sted end mig eller som jeg bare ikke lige fik snakket rigtigt med? Dem vil jeg også savne, for jeg har jo en eller anden form for kumunikation med alle Humblerne, og ofte en helt special én med hver person. Små bidder af ens hverdag, det er hvad de er, og man skal have alle bidderne for at have Humble. Jeg er ikke længere en efterskole pige der blogger ustyrligt meget og snakker endnu mere. Nej, nu er jeg et sommerferie dyr, der hverken er fugl eller fisk - hverken efterskoleelev eller gymnasieelev -, og det er en meget mærkelig følelse. Ikke desto mindre forholder det sig sådan, og jeg vil bruge ferien på at gense mine elskede humblere, spise is, mindes og hylde det mest fantastiske år nogensinde. Tak Humble og alt hvad der fulgte med - tak for alle de mennesker jeg har fået lov at møde, tak for dårlig mad og gøgl ved kontaktgruppe bordet, tak for regn og sol, tak for te på værelset med min roomie, tak for Bridget Jones Diary marathon med Broadway pigerne, tak for pebernødder og julesange, tak for caféaften efter caféaften, tak for de ultimative slagger timer i G1, tak for sjov, leg, alvor, kærlighed, ulykkelighed, hjertesorger, glædestårer, kys, kram, klask i bagdelen, grin, pinligheder, akavede øjeblikke, vennerne, tiderne, minderne og ja... bare tak for det hele, hvis et "tak" overhovedet kan gøre det.
Tag på efterskole, spring ud i dét og livets mange andre udfordringer - det er bare det hele værd.
Kys, kram, knus og varme tanker
Jeres egen finurlige efterskoleblogger
Christine Miranda, Musikefterskolen i Humble årgang 10/11
Hej mine kære venner og læsere! Jeg har savnet jer, og jeg håber også, at i har savnet mig og min blog en lille smule.
Det her indlæg kommer muligvis til at være det næstsidste, inden jeg er helt væk herfra. Det er virkelig sørgeligt, men sådan er det nu engang, og selvom det er svært at se lyst på det lige nu, så ved jeg, at det der kommer bagefter efterskolen nok skal blive fantastisk.
Hele ugen har jeg haft så latterligt meget at se til - rengøring, rengøring og - nårh jo, mere rengøring! (Due sidder her ved min side og siger "du mangler rengøring.." Han har så ret!). Mandag var helt almindelig eksamensdag med aktiviteter og eksamenslæsning for de få. Det var egentlig rigtig hyggeligt, vi sang karaoke i orkestergraven med stearinlys, venner og saftevand. Jeg pakkede mit elskede værelse helt sammen om aftenen, fordi jeg skulle afsted til Rantzausminde efterskole næste dag og spille med mit Jamiroquai band. Tirsdag gjorde vi områderne rent, og så var det ellers afsted til Rantz. Der var en lille, hyggelig udendørsscene, og det var bare en virkelig rar og sjov koncert. Rantz-eleverne er fandme søde! Onsdag gjorde vi vores værelser helt rene og flotte - som om -, og jeg kan love jer for, at da Laurids smækkede døren ind til Broadway 11. og satte nøglen i låsen og drejede, da gik der det mest ubehagelige sug igennem min mave. Det trykkede simpelthen så meget, og det føltes lidt ligesom, når man har glemt noget vigtigt - glemt noget på Broadway 11. Da jeg så kom udenfor og så Sigrid, da begyndte jeg simpelthen bare at stortude. Jeg kan sjældent tage mig selv seriøst i sådanne øjeblikke, så det blev til en blanding af hysterisk latter og fortvivlet gråd. Ih øv. Nå, men det var i hvert fald virkelig syrealistisk. Så gik jeg rundt torsdag, gjorde rent lidt af dagen og så ellers bare hang lidt rundt omkring. Følte mig ærligt talt som en hjemløs, for på det tidspunkt havde vi også gjort gangenes opholdsstuer rent, så der var bare ingen steder jeg kunne smutte hen og lægge mig i fred. Det var som om, at skolen lige pludselig havde mistet status som mit hjem, og det var nok den mærkeligeste, mest rodløse fornemmelse jeg har haft i mit liv.
Så tog vi på afslutnings camp. Her sidder jeg så nu, og jeg stopper allerede imorgen. Hold op det er mærkeligt! Jeg kan ikke rigtigt mærke det endnu, men det kommer nok i aften eller imorgen tidlig, når vi tager tilbage til afslutning på skolen. Snøft. Jeg sidder med lærerne Rie, Frank og Jesper og griner med nogle andre søde humblebier. Jeg vil savne de skønne lærere så ufatteligt meget. Hold kæft det er syrealistisk. Jeg sidder bare og har det skønt, hører på totalt latterlige jokes, og er slet ikke det mindste mærket af det uhyggelige faktum. Jeg skal sige farvel imorgen.
Jeg har tænkt mig, at lave nogle billede indlæg - udover det sædvanlige skribleskrable værk - over den sidste uger her på MEH. Her får i lige billeder fra weekenden dog, men da vi først stopper lørdag, så indgår weekenden jo lidt i ugen. Vi holdt som nævnt spontan caféaften lørdag eftermiddag og aften, så dér fik jeg og nogle andre søde humblefolk taget nogle rare billeder af diverse gøjlede øjeblikke. Vores fodbolddrenge spillede forresten en venskabelig kamp mod nogle ung-voksne mænd fra Svendborg asylcenter, og der er et kært gruppebillede længere nede!
Her er godterne:
Når man er nede, så skal man bare have tændte stearinlys og Bon Iver på værelset. Så er det faktisk en rar ting at kunne mærke sine egne følelser på den måde. Jeg har lige vasket en masse tøj, og så har jeg også fået rent sengetøj, så nu ligger jeg i dynerne og nyder duften af renhed og efterskole-mønt-vask.
Jeg stopper om en uge præcis. Det er syv dage, hvis nogen skulle være i tvivl, og det er fandme ikke mange dage! Det regner virkelig meget her, og jeg håber af hele mit hjerte, at det stopper fra mandag af, så den sidste tid på Humble kan være lavet af solstråler, strandhumør og varme, brune ben.
Forresten, så blev koncerten idag aflyst, men nogle flittige og søde Humbledrenge gik sammen og satte scene, lys og lyd op i Orkestergraven til en spontan caféaften. Det var super hyggeligt, og vi - Jamiroquai - fik spillet vores to nyeste numre "Dynamite" og "Corner Of The Earth". Jeg har det virkelig mystisk lige nu, en sær blanding af angst for at slutte her og bare en deprimeret aften. Der sker ting og sager med én, når man går på efterskole og er omringet af folk 24/7, så det skal man være forberedt på. Alt er ikke lagkage og gruppekram, selvom at det dog fylder en del!
Nu tror jeg, at jeg vil smutte ud og komme i godt humør, for det er da nok det skøreste, at bruge sin sidste normale/hele weekend på skolen på at sidde på sit elskede værelse alene.
KRAM TIL JER!
ps. jeg kunne vældig godt tænke mig at vide, hvad i skal efter sommerferien. Skal i på efterskole - og hvilken -, eller skal i måske på gymnasiet? Kom med det, jeg synes, at det er mine skønne læseres tur til at plapre om dem selv.
Fra venstre: Elisabeth og jeg på tøseweekend hos mig i København
Det er hvad Musikefterskole i Humble 10/11 er og har været. I må endelig ikke misforstå mig - alle menneskerne her (inkl. lærerne) er fantastiske og uundværlige, men hold nu op hvor bliver alt på denne skønne årgang aflyst eller går i vasken på andre sære måder. Først og fremmest vores Vega tur, hvor vi skulle have haft Finn Nørbygaard (skildpadden), Lysdal, Falgren og Vang, Supajan og Esben Just med på scenen, men istedet fik vi kun de tre sidste, hvilket gjorde, at der var et stort hul i vores program. Så ærgeligt altså! Så var der det med Berlinturen, hvor det var meningen, at musicallinjen skulle ud med deres fantastisk flotte roadshow (de har virkelig ikke haft chancen for at få optrådt), men i løbet af ugen inden afgang, blev alle koncerterne aflyst. Det var så mærkeligt, jeg kunne godt forestille mig, at lærerne ikke har haft planlagt det ordentligt. Så istedet for at blive en tour for musikerne og musicallinjen, så blev det til en hyggetur. Det var nu også nærmest bedre for mit vedkommende, men så syndt for musical! Så nu her skulle vi ud og spille et kæmpe langt gig på Hvervinge 7 stjerners campingplads, men da det bare styrter ned idag, turde de ikke, at sætte strøm til. Derfor vendte vores bus om efter en times kørsel. To spildte timer i en lummer bus. Heldigvis havde jeg skønne Kilde ved min side, og vi hørte alt fra franske Yelle til Jack Johnson til Keane til Grizzly Bear. Rart! Nu er jeg godt øm i min bagdel, for har siddet lidt for længe i sengen med min kære Dell pc og lavet ingen ting. Nu smutter jeg, det er nemlig den sidste hele weekend på skolen, og jeg skal nok sørge for at den ikke bliver glemt!
Jeg ligger i min seng i min højt elskede rode-østrogen oase/mit efterskoleværelse. Jeg er virkelig så satans træt, at jeg kunne falde i søvn på to splitsekunder her i dynerne. Har jeg egentlig nogensinde nævnt, at min roomie Emma og jeg allerede i starten af skoleåret slog vores én-mands senge sammen til en herlig legeplads af en dobbeltseng? Nå, men det jeg vil sige er, at jeg skal til at gør mit værelse almindelig rent - som vi gør det hver fredag - for sidste gang. Næste gang her skal gøres rent bliver det så let, for der kommer til at være to senge placeret langt fra hinanden, et stort skrivebord med en tom flade, hylder uden alt vores efterskolegøjl på, tomme vægge, en vask uden 2 gange alt-i-én rens + hjerteformede opvaskesvampe, og så sidst men ikke mindst en Broadway 11 som en helhed uden skyggen af Emma og Christine fra årgang 10/11. Det værste er, at vi rent faktisk skal overnatte en nat her uden nogle af vores ting. Uf det bliver så mærkeligt og ubehageligt. Nu har jeg bare tænkt mig at give den så meget rengørings gas, at jeg falder om! Knus
Ja det er simpelthen så kikset og gamer-agtigt at sige LOL så tit som jeg gør. Der findes bare ikke et ord der kan beskrive sådan nogle øjeblikke, som LOL kan det.
Idag havde jeg et LOL moment:
Jeg skulle op i fysik, min sidste mundtlige eksamen, og jeg trak Syrer og baser i naturen (ioner, kemiske reaktioner, nautralisering, elektrolyse, fotosytese, syreregn etc.). Det var helt fint, tror lidt at jeg ville have været lige god/dårlig til alle udtrækningsemnerne. Så snakkede jeg lidt, det var en gruppeeksamen, hvor vi var flere inde og trække hver sit emne. Så var jeg der i halvanden time og så ud for døren og blive "bagtalt" af lærer og censor. Så kom jeg ind, luntende, fjollet, og alt andet end seriøs (for hvordan kan man være seriøs, når man stinker til faget og er klar på at få smasket et 4 tal lige i hovedet). "Du har gjort det rigtig fint Christine, du har fået 12!" - say what Frankie boy (fysiklærer Frank)! Jeg var oprigtigt talt lige ved at skrige LOL så højt, at det ville kunne høres i kernen af planeten Venus. Aldrig er jeg blevet så overrasket over en karakter. Aldrig siger jeg jer! Hold op hvor var det bare mærkeligt. Så ringede jeg stadig fnisende til min far, og da jeg sagde "Hej far, ja så fik jeg fandme 12 i fysik" så begyndte han fandme også at grine. Så absurd er det. Nu har jeg fået 12 i alle mine mundtlige eksamener, det er rigtigt skønt, men det giver mig også dårlig samvittighed, fordi jeg slet ikke havde læst op til en dyt. Hahaha, nu vil jeg se en god film om en gravid teenager. Hyggeligt. Intet kan få mig ned nu, jeg har fandme fået 12 i mother fucking fysik.
Jeg er simpelthen bare rigtig veltilfreds nu. Sådan rigtig godt tilpas, rolig og så overhovedet ikke, for jeg hører "S.O.A.P. Is In The Air" (intern roomie ting) og "Celebration" af Kool & The Gang, mens jeg rokker min overkrop frem og tilbage som en retarderet men lykkelig unge. Nu sidder i sikkert med et stort, fedt spørgsmålstegn malet i panden, så lad mig hjælpe jer lidt: jeg er lige kommet tilbage, efter at have været oppe i mundtlig dansk eksamen. Jeg har åbenbart præsteret at sammensætte noget - og jeg citerer - "sublimt, så sublimt", for jeg fik 12. Det er ikke fordi jeg er utilfreds, må jeg så ydmygt indrømme. Har det sådan lidt, at alle de andre eksamener egentlig ikke betyder noget for mig, så længe min dansk eksamen går godt. Det er på det punkt, at jeg bare forventer alt for meget fra mig selv, fordi jeg ved, at det er hvad, jeg er dygtig til.
Så vil jeg lige benytte lejligheden til at give jer et rigtigt rart råd: forvent nu ikke at himlen åbner sig og Jesus kommer ned og lovpriser jer til alle jeres eksamener. Så længe i gør jeres bedste og har det godt med det, så er det da også helt okay alligevel. Man kan være nok så dårlig til fagene i skolen, men det betyder ikke, at i er komplet retarderede. Paratviden har heller aldrig være min stærke side, men til gengæld har jeg en forståelse for mennesker, filosofi, livet i al sin pragt og danskfaget (hvilket jeg synes for det meste er forbundet med hinanden). Jeg har et bredt og godt ordforråd, men det vil de ikke høre i fysiktimen, så dér er jeg også stemplet som hende den blanke, der har hånden i vejret hvert fjerde minut.. Jeg ved heldigvis godt, at jeg ikke er blank - jeg er bare moden og sikker nok på mig selv til at spørge løs, fordi jeg godt ved, at jeg stadig kan en masse fantastisk. Et rigtig langt råd, men håber i forstår, hvor jeg vil hen. Det er ikke verdens undergang med et 4-tal, i kan så meget andet!
Det er mandag nu, men skole er der først imorgen, da det jo er den skønherlige pinse! Der er 12 dage til at jeg stopper her, og selvom jeg har skrevet meget om det og gør det nu, så kan jeg love jer for, at det ikke er sevet ind. Det er måske ligesom da jeg startede her - dagene før d. 4. august var bare totalt normale, og mit hoved havde slet ikke tag i det her efterskole gøjl. Da det så ligepludselig var d. 4., og jeg hverken havde tænkt på at pakke eller være nervøs, var det stadig ikke indprintet i mit hoved. Jeg tror først, at jeg kunne mærke det rigtigt, da jeg vinkede farvel til mine forældre og Kira (min ene søster). SÅ sagde det bang, og da følte jeg mig fandme fortabt - dog på den spændende måde. Nu er der så kun 12 sølle dage til, som nok alligevel ikke kommer til at være så sølle igen. Det vil muligvis være de bedste 12 dage på hele det her elskede efterskoleår. Mine meget begrænsede erfaringer siger mig, at det først er på dagen, hvor jeg står med ansigtet begravet i litervis af tårer, at det går op for mig, at det der har været min hverdag det sidste år er slut, og dem der har været mine bedste venner og som en familie for mig ikke længere kommer til at bo to døre nede ad Broadway eller tværs over gården på Bassen. Gisp, siger jeg jer! Selvom det er nok så sørgeligt, så kan jeg inderst inde også mærke, at det er nu. Nu skal det være, sådan er det, og det er nok det rigtige.
Hovsa sovsa, så slutter jeg med det her melankolske, nostalgiske, deprimerende fis. Jeg har lige slået vores Roskilde telt op med Elisa og Nat. Det var ret så komisk, for for filan hvor er vi bare alt andet end gode til det! Så kom (trylle)Kasper og gav en hjælpende macho-hånd. Nu står det og svajer nok sp usikkert ude på græsplænen, som jeg har fuldt overblik over her fra Broadway 11's vindue. Kys på det skønne værelse!
Savner julesange, pebernødder, rensdyr-uldsokker og den oppyntede Broadway, men hold nu op hvor jeg bare elsker som det er nu: sommer, sol, pinse, blomster og is, skønne Humblebier og ture til stranden.
Vi kører humblestilen her på skolen, eller måske burde man kalde det efterskolestilen. Dét med at ligge på enhver nogenlunde vandret overflade hører efterskolelivet til. Vi kaster os i tilfældige bunker, det rene kluddermor kaos, og så er det ellers bare en rodeoase af klumpede, unge menneskekroppe. Elsker det.
Sigrid, min søde veninde, har taget de her billeder:
