Nelliker

Sådan pynter vi på Broadway! Det er mig øverst og Helene nederst.

Kisses

Christine Miranda

Chokolade kalender

Min søde roomie Emma har købt en Kinder Chokolade kalender til mig! Hun er så sød!

Ih altså!

Kys

Jul på Broadway

Så fik jeg taget et par billeder af gangen, mit værelse, Budha og lille per aka Thomas. Julen har for alvor spredt sig til Musikefterskolen i Humble og damn, jeg elsker det! Adventskoncert, julesange, julemusikquiz og æbleskiver med flowmelis, syltetøj og varm kakao. Arh, jeg tror det her bliver den hyggeligste jul længe! Jeg har op til flere gange taget mig selv i at jamre over juleshowet i november, men jeg må indrømme at hele det her hyggekoncept har fået skovlen under mig. Damn it.

eg skulle egentlig som altid deltage i den årlige julefrokost med Østerbronx pigerne, men da de får juleferie før mig, kan jeg ikke deltage. Fucking fuck lort. Der er dog den meget ventede Broadway julefrokost (for alle pigerne på Broadway), der afholdes hos Sigrid Valbjørn i Ollerup (en lille by på fyn i nærheden af Svendborg... der ligger et andet sted... ja ja, det er en by okay?!). Ih, de er så skønne de piger!

Nå men anyways, nyd billederne, det gør jeg! 

Kisses

Christine Miranda

Ps. den kære Marie Kildebæk lånte mig sit über lækre spejlrefleks kamera, så creds og knus til hende!

JUL I NOVEMBER!

WOW!

Idag har muligvis været den hyggeligste dag i meget, meget lang tid!

Jeg tror nok at jeg har nævnt lidt om forældre-weekenden som har stået på siden fredag aften. Tænker at jeg lige vil giver jer en kort (as if you believe it) update:

Fredag: de kære oldies kom 19.30 og dansede lystigt folkedans med alle os humble-bier i hallen. Så tog vi afsted til Humble kirke for at øve/gennemgå satserne (som vi allerede havde gjort 2 gange tidligere samme dag), og 23.30 kom forældrene så til kirken for at høre den lidt for tidlige adventskoncert. Det gik så godt, bortset fra at vi fuckede Blackbird fuldstændig op. Som jeg måske (?) også har nævnt tidliger her på bloggen, så startede vi en lille vokalgruppe tidligere på året, som her fredag aften optrådte med Fix you af Coldplay. Ih hvor det gik fantastisk godt! Nej, KODYLT godt! Jeg ved at undertegnede muligvis vil føle sig stødt af det her, men jeg må sige det: rygtet går, at vi fik Kalle (store, maskuline, kvinderne-i-køkkenet Kalle) til at stor tude. Så er der fandme noget grueligt galt. Eller også gjorde vi det bare for godt piger (hjerte). Så tog vi hjem fra kirken og siden vores værelser var optagede af forældre, skulle vi alle crashe hallen. Der var det ultimativt lækreste snack/natmads bord, og jeg tror aldrig, at jeg har spist så meget brie på 10 minutter, som jeg gjorde her. Puhaa.

Anyways, lørdag gik med forældreworkshops og alle mulige mærkelige ting. Så skulle vi også gøre rent, og det elsker jeg jo!

Idag gik Broadway i jule-mood og resulatet ses tydeligt på vores gang: der er julepynt. Bare en lille diskret omgang glaskugler. Not.

Vi sang igen adventskoncert i kirken, denne gang for fremmede og gamle elever. Denne gang afsluttede vi med kæmpe fakkeloptog gennem Humble downtown, og endte op på torvet til varm kakao og guitarspil. Jeg var godt nok ved at futte Emma Liv's hår af et par gange, men det siger vi ikke til nogen. Det var så hyggeligt, og det sneede på den der lidt for perfekte måde. Så kom vi hjem til risengrød og rød saftevand, og den besked at vi spiser morgen mad mandag morgen kl. 9.00. Juhuu!

Jeg savner jer østerbronx piger.

Kisses

Christine Miranda

Hyggestunder

Arj hvor jeg hygger mig for tiden! Folk er dejlige, mit værelse er dejligt, min roomie er dejlig - dejlig er den himmel blå eller nok nærmere blåsort.

Jeg tager mig selv overraskende tit i at kalde musikerfterskolen for "hjem". Måske skal det være sådan? Jeg har det i hvert fald godt med det, for det betyder at jeg bor det hyggeligste sted med mine venner. Hov hov, nu bliver det her indlæg vist lige lidt for corny til min smag. Anyways, the point is; jeg er så glad, at mit hjerte slår behagelige kolbøtter, når jeg igen leder mine tanker hen på mit ophold her. Tiden går så stærkt, det er næsten skræmmende! Det har lige været weekend, og nu er det allerede torsdag aften? Jeg opgav for flere måneder siden at følge med tiden, for den har tendens til, at synes det er hyle morsomt at løbe fra mig. Jeg halter bare i baggrunden, mens jeg nyder det jeg kommer forbi på min vej. Har ligget her til aften og hørt kosmisk kaos med Oliver og det var så hyggeligt!

Dagens menu: morgenmad bestående af cornflakes (så eksotisk), middag bestående af filodejs kæppe, kartofler, sovs med foruroligende gul farve og SKINKE IGEN. Hvorfor al den skinke?! Jeg forstår det bare ikke!

Hov, internettet lukker om 1 minut, damn tidsbegrænsninger...

Kisses til jer

Christine Miranda

Hej, jeg går på musikefterskole!

Så fik vi endelig lov til at arbejde med musik i de boglige fag..

Vi har fået en engelskopgave, hvor vi skal fremlægge om en valgfri musiker (evt. et band). Så jeg har altså valgt at arbejde med Lykke Li, som er en norsk sangerinde, der laver (nu bevæger jeg mig ud på dyyyybt vand) alternativ pop / psykedelisk melodisk indie. Hendes musik er så smuk, så smuk. Jeg kan næsten græde over hendes ru og bare stemme, der kradser sig ind til mit hjerte, hver gang jeg trykker play. Uf, det er godt!

Hov, fik ikke lige sagt at jeg skal videofremlægge, så det kan være, at jeg lægger en video ud snart :)

Kisses

Christine

Almost Famous

Hej guys

Jeg har lige set en film - som jeg har set omkring hundrede sytten gange PÅ VHS - og det slog mig; dén skal mine blogloves da høre om!

Den hedder Almost Famous, og foregår i  jeg skrev en opgave om den, som jeg tænkte ville være sjov lige at lægge ud til mine darlings (mærk et snert af humor):

Experience it. Enjoy it. Just don't fall for it

                                                              

Instruktør: Cameron Crowe

Manuskript. Cameron Crowe

Premiere: 2000, men fik først premiere d. 26. januar 2001 i Danmark

Medvirkende: Billie Crudup, Frances McDormand, Kate Hudson, Patrick Fugit, Zooey Deschanel

Almost Famous tager seeren tilbage til de glade dage, hvor Rock ’N’ Roll var på sit højeste, og de sidste hippier spredte fred og kærlighed på jorden. Man følger først den unge William Miller, hvis mor Elaine har forbudt ham og søsteren Anita alt, der kunne henlede deres tanker på ”upassende adfærd”: det inkluderer selvfølgelig at lytte til rock musik. Da Anita får nok og forlader hjemmet for at blive stewardesse, efterlader hun sine plader til William, der ikke kender til andet end at være ”uncool”. William fylder 15 og finder interesse i rockmusik og journalistik, som han kombinere ved at skrive artikler for undergrundsblade som ”Cream Magazine”. Da Rolling Stones Magazine bestiller en 6 siders lang beretning om up-coming rockbandet Stillwaters turné Almost Famous tour ’72, takker han ja med det samme. Inden han tager af sted, mødes han med legenden inden for rock journalistik Lester Bangs, der giver ham det vigtige råd, som filmen i stor stil drejer sig om: Experience it. Enjoy it. Just don't fall for it. Som man kun kan forvente, falder han i med det samme, og han udvikler et venskab med bandet. Det er især med guitaristen Russell Hammond, der giver ham smagen af at være næsten berømt, deraf titlen Almost Famous.

Filmen bygger på en sand beretning om en teenage-dreng der udlever drømmen og tager med et rock-band på turné rundt i USA. Den skelner Williams møde med rockmusikken og ikke mindst kærligheden. Det er ikke svært at se, hvorfor han forelsker sig i den forførende band-aid Penny Lane, der indvier ham i gruppen. Lige så meget som det glæder en, at William forelsker sig i hende, lige så meget smerter det, at hun i virkeligheden hungrer efter guitaristen i bandet, Russell. Der er stort set ikke en finger at sætte på skuespillet i denne film, ej heller på selve filmen. Den har et simpelt plot, men det er måske også den simpelhed, der gør filmen så skøn. Dét at man kan relatere til historien, følelserne og stemningerne gør den så meget mere troværdig.

Apropos stemningerne: Der er ingen tvivl om at der er en fantastisk film, én af de bedste om rockmusikkens verden, men Almost Famous får sin stemning, fra musikken der spiller i baggrunden af de farverige billeder af langhårede musikere og blomster beklædte band-aids. Som da de sidder i deres trofaste tour-bus ”Doris” og genfinder håbet og glæden til ”Tiny Dancer” af Elton John. Bandet Stillwater er i sig selv ikke ligefrem dem der bidrager mest til musikken i filmen, og det havde ellers været oplagt, at deres musik havde fyldt mere i filmen, end den egentlig gjorde.

Det er dog mest af alt personerne i denne charmerende film, der betager seeren. Først har vi den unge William Miller, der er klodset, uerfaren, mors dreng og absolut ingen casanova, men som alligevel går lige ind i hjertet på en, med sin kærlighedserklæring til pigen og rocken. Så er der den bedårende og endnu mere charmerende band-aid, Penny Lane, der elsker guitaristen Russell, og som ved at hun kan tage ham. . Kate Hudson spiller fænomenalt, og det var da også i rollen som Penny Lane, at hun for alvor slog igennem. Williams mor er ingen undtagelse. Trods hendes behov for at kontrollere de to søskende, den skrappe stemme og intimiderende tone, kan man ikke lade være med at elske hende for netop de egenskaber. Filmen rummer et bredt person galleri, og der er ikke én karakter, der er uundværlig. Grænsen for overforbrug af personligheder er hårfin, men Cameron Crowe kender den tydeligvis alt for godt.

Det er en helt uimodståelig og charmerende film, den er begavet, og man kan kun smile når man sætter den i VHS’en og tænder op for rockens helt hypnotiserende univers. Musikken får et hjerte for sig selv, da jeg synes musikken skaber fundamentet for stemningen i filmen. Skuespillernes præstation får to hjerter, da de beviste at de er helt uundværlige i Almost Famous. De tre sidste hjerter går til filmen i sig selv: historien, karaktererne og manuskriptet. Almost Famous har sat sig lige ind i mit hjertekammer, og den har tænkt sig at blive der i meget lang tid endnu.

(hjerte) (hjerte) (hjerte) (hjerte) (hjerte) (hjerte)

Af: Christine Miranda Kongsrud

Kisses på jer

Christine

Glasur

Glasur er alt det farverige og spændende, det der giver mig lysten til at tage en bid af kagen. Jeg bliver interesseret, jeg vil vide hvordan det smager, jeg kigger på de mange snørklede, snoede linjer der ligger hvidt og ensomt på den brune baggrund af udtryksløs kanelkage. Kagen i sig selv siger mig intet, det er det hvide, let grynede stads der trækker i mig. En enkelt bid, himmelsk og fantastisk. Jeg kan ikke sige nej. Du kan ikke sige nej. Vi kan ikke sige nej. Trancen kaster sit slør over os, og vi bliver suget dybt ind i det hvides indre. Så er trancen væk sammen med det hvide vidunder, og den kedelige mandagskage står tilbage, endnu mere udtryksløs end førhen. En kage er vel altid lige god, siger de voksne, men de kan ikke huske effekten af glasuren.

Jeg husker tydeligt episoden med mandagskagen. Jeg var 9 år, gik i fjerde klasse, og det var en ganske almindelig og våd mandag i december. Der var kanelkage, den samme triste og tørre konsistens, den samme gamle brugte aroma af discount blandingen fra Netto. Alt dette var fuldstændig ligegyldigt i mit hoved. Det der var vigtigt var glasuren der dannede sjuskede mønstre på kagefladen. Mine tænder løb i vand, jeg kunne faktisk mærke det ret så tydeligt, ligesom når man passerer Peter Beier butikkens Chokoladevandfald på Nordre Frihavnsgade i København. Jeg spejdede efter det mest eftertragtede stykke - ikke det største men det med mest hvidt stads på. Dér tænkte jeg og rakte højskolearmen tværs over bordet. Da var det, at jeg oplevede mit livs nedtur. Phillip med det røde hår, der gik til talepædagog og altid blev hentet af sin søster, tog hele kør fem og skrabede al glasuren af mandagskagen, kun efterladende mindet om en fuldendt og fantastisk helhed af en kage. Aldrig i mit liv har jeg været så skuffet, som da Phillip malede min dag grå.

I dag kan jeg stadig føle skuffelsen. Det beskedne lag af drømme, der blev taget fra mig. Denne glasur – hvad er det den gør ved mig? Jeg ved det udmærket godt, men det logiske er ikke tilstedeværende. Jeg kan ikke svare på om andre mennesker har det på samme måde, men jeg ved, hvordan jeg har det. Glasuren er alt det spændende, det interessante ved den ellers så triste baggrund. Jeg propper glasur på hverdagen, maler den hvid og klistret. Pludselig er jeg fanget, jeg hopper i med begge ben, armene med. Jeg danser tværs over glasurens mælkevej, lykkelig og uvidende om at jeg pynter. Det er det jeg gør, pynter. Er det min egen glasur jeg gladelig pynter med? Jeg er storforbruger af pynt. Jeg pynter, så jeg ikke kan se den grå farve bagved. Alt er godt. Men så kommer den fede pølsefinger forbi og tværer mine fine mønstre ud, og jeg ser atter kagen som den er.

Silent night, Rudolp og Deck the Hall

NU er det snart jul.. bevares. Udover dét og de kommende terminsprøver, så er der også forældreweekend her den sidste weekend i november. Jeg kan ikke beskrive, hvor meget jeg glæder mig til, at se min kære mor gå amok på kazoo eller bongo (for så snart der er mere end 2 bevægelser der skal kombineres, står hun bare af..). Vi skal selvfølgelig optræde med både sammenspilshold og koret til midnatskoncert i Humble Kirke, og det bliver sikkert rigtig smukt - men.. er bare ikke så super optimistisk omkring det faktum at vi synger julesange i midten af november.. ugh. Anyways, elevfesten gik godt, lokalet var über lækkert og baren fungede (brotset fra at de 250 ltr. øl var væk på halvanden time..). Tænker at jeg vil lade være med at udtale mig om festen, for det er lidt .. jaa, bare drop det. Det var med grumme tømmermænd at jeg stod op lørdag morgen og drog til Odense med Clara og Anders (Jahn). Weekenden var så skønno og lørdag aften hørte vi lækker musik, snakkede om alt og ingenting og drak rødvin med tilhørende ferrero rocher. Klasse lørdag med kære venner :)

Så startede tortur ugen mandag: koruge - dam dam dam daaaammmm! Jeg siger det bare, tre timers kor om dagen er ikke "lige til at gå til".. arh... Vi synger julesange og tager nogle af det gamle satser op igen som fx soon and very soon, Blame it og Blackbird. Det er okay, men den sidste time er fandme quarantanamo materiale!

Jeg savner jer.

Kisses

Christine

ARH!

Jeg forsømmer min lille blog!

Undsky-y-yld!

Lover at skrive snart igen, har bare så pisse travlt med musikken og lektier og arh!

Vi skrives..

Kisses

Christine

Caféaften og gøjl

Forleden var der caféaften her på skønne MEH - det gik vildt for sig!

Alle sammenspilshold spillede über fedt, og det skal lige siges at jeg ikke selv spillede. Jeg fik derimod æren af - uforstyrret af nerver eller tekniske problemer med mit instrument -at kunne nyde musikken fra alle de små aspirerende stjerne - wuhuu! Efter det første hold havde været på, havde godt og vel 10 stk. folk klaget ihærdigt over lysshowet. Hov, fortsætter om lidt, må løbe..

Fortsættelse:

Anyways, gik op og talte på folkets vegne til lysmanden (Zach) - grinende siger han "Jamen, du kan da bare styre lysene". Jeg troede fandme det var en joke! Lys og mig - not a good combination... Think again, fandt ud af at jeg er et naturtalent, når det gælder rytme-lys og stemning+spots! Havde det for fedt med at lege med alle de mærkelige knapper der hver især var tilkoblet et lys. Så blev man lige dét klogere på hvad i al verden de mystiske lys-mænd går og laver.

Lige som jeg gik og troede, at lærerne holdt på lektierne, fik jeg smidt en spand isvand i hovedet - kunne næsten høre Thilde hviske "Dér troede du lige hva'! Muahaha!". Lumsk. Så nu har jeg igen-igen brugt en ellers så lovende aften her på skolen på "læksjer"... huhej, hvor det kører.

Godnat, skriver en af dagene!

Kisses

Christine