Glasur

Glasur er alt det farverige og spændende, det der giver mig lysten til at tage en bid af kagen. Jeg bliver interesseret, jeg vil vide hvordan det smager, jeg kigger på de mange snørklede, snoede linjer der ligger hvidt og ensomt på den brune baggrund af udtryksløs kanelkage. Kagen i sig selv siger mig intet, det er det hvide, let grynede stads der trækker i mig. En enkelt bid, himmelsk og fantastisk. Jeg kan ikke sige nej. Du kan ikke sige nej. Vi kan ikke sige nej. Trancen kaster sit slør over os, og vi bliver suget dybt ind i det hvides indre. Så er trancen væk sammen med det hvide vidunder, og den kedelige mandagskage står tilbage, endnu mere udtryksløs end førhen. En kage er vel altid lige god, siger de voksne, men de kan ikke huske effekten af glasuren.

Jeg husker tydeligt episoden med mandagskagen. Jeg var 9 år, gik i fjerde klasse, og det var en ganske almindelig og våd mandag i december. Der var kanelkage, den samme triste og tørre konsistens, den samme gamle brugte aroma af discount blandingen fra Netto. Alt dette var fuldstændig ligegyldigt i mit hoved. Det der var vigtigt var glasuren der dannede sjuskede mønstre på kagefladen. Mine tænder løb i vand, jeg kunne faktisk mærke det ret så tydeligt, ligesom når man passerer Peter Beier butikkens Chokoladevandfald på Nordre Frihavnsgade i København. Jeg spejdede efter det mest eftertragtede stykke - ikke det største men det med mest hvidt stads på. Dér tænkte jeg og rakte højskolearmen tværs over bordet. Da var det, at jeg oplevede mit livs nedtur. Phillip med det røde hår, der gik til talepædagog og altid blev hentet af sin søster, tog hele kør fem og skrabede al glasuren af mandagskagen, kun efterladende mindet om en fuldendt og fantastisk helhed af en kage. Aldrig i mit liv har jeg været så skuffet, som da Phillip malede min dag grå.

I dag kan jeg stadig føle skuffelsen. Det beskedne lag af drømme, der blev taget fra mig. Denne glasur – hvad er det den gør ved mig? Jeg ved det udmærket godt, men det logiske er ikke tilstedeværende. Jeg kan ikke svare på om andre mennesker har det på samme måde, men jeg ved, hvordan jeg har det. Glasuren er alt det spændende, det interessante ved den ellers så triste baggrund. Jeg propper glasur på hverdagen, maler den hvid og klistret. Pludselig er jeg fanget, jeg hopper i med begge ben, armene med. Jeg danser tværs over glasurens mælkevej, lykkelig og uvidende om at jeg pynter. Det er det jeg gør, pynter. Er det min egen glasur jeg gladelig pynter med? Jeg er storforbruger af pynt. Jeg pynter, så jeg ikke kan se den grå farve bagved. Alt er godt. Men så kommer den fede pølsefinger forbi og tværer mine fine mønstre ud, og jeg ser atter kagen som den er.