5. maj 2011

Om at gøre øjeblikket væsentligt

Skrev det her i min dansk skriftlig fremstillings eksamen, og synes det var en spændende opgave, der virkelig satte gang i nogle interessante tanker. Jeg vil gerne dele det med jer, for måske sætter det jeg har skrevet gang i nogle tanker hos jer. 



Gør øjeblikket væsentligt

Gør øjeblikket væsentligt. Simpelt. Tre ord. Klar, parat, start, og jeg er allerede kørt af sporet. Jeg får at vide, at jeg skal finde det, der giver mening for mig, og så udfylde mit liv med det. Som at udstoppe dyr. Har jeg nogensinde udstoppet et dyr? Svaret er nej, og igen er jeg på bare bund. Det moderne menneske må da have en chance for at gøre øjeblikket væsentligt og finde den såkaldte lykke. Kan det virkelig være rigtigt, at jeg først gennemskuer, hvad der giver mit liv mening, når jeg ligger på dødslejet og det såkaldte liv er forbi? Jeg nægter at tro det. På min søgen efter den såkaldte lykke, støder jeg på sognepræst Michael Wagner Brautsch, og ifølge ham er opskriften på lykke simpel: gør øjeblikket væsentligt. Så jeg skal simpelthen bare leve i nuet? Hvad med alle de mål jeg har sat mig for? Hvad med min studentereksamen? Hvis det hele ligegyldigt, hvad laver jeg så her?

Facebook. Én ny venneanmodning. Fedt, tænker jeg og trykker bekræft. Dagen er startet godt ud, for det er ham fyren fra i går, der har sendt anmodningen. Jeg elsker, at jeg har mange venner på Facebook, men gør det mig lykkelig? Næppe, så derfor må det være det mest tåbelige at bruge tid på. Jeg skulle hellere tage på en jordomrejse og blive gift på en lille ø i Stillehavet. Dét må være lykken. Jeg tænker tit over, hvad det bedste er for mig. Jeg kan ikke svare på det. Hver dag bringer nye tilstande til. Den ene dag er jeg ulykkelig, fordi min kæreste har slået op med mig. Lige i dét øjeblik, hvad ville så gøre mig lykkelig og redde min dag? Jeg ved det godt, nemlig en kæmpe bøtte med Ben & Jerrys is. Betyder det, at mine værdier er helt forskruede? Jeg ved det ikke. Jeg kan huske engang for mange år siden. Det var juleaften, og hele min små skøre familie sad om juletræet i færd med at åbne de absurd mange gaver, der var samlet derunder. Hele december måned havde jeg drømt om den meget omtalte hundebamse fra BR. Jeg havde endda skrevet den på min ønskeliste som det eneste, bare for at sikre mig, at jeg ville få den. Det gjorde jeg så også, og hvilken festlig aften det lige pludselig blev. Jeg tror på, at lykken var over mig, i det øjeblik jeg åbnede pakken med hundebamsen i. Hvad ved jeg egentlig om det, kan man så spørge mig om. Intet, absolut intet ved jeg om lykken. Den er for mig et mysterium, fuldkommen uhåndgribelig. Hvem kan egentlig definere lykken? Hvem kan sætte er mærkat på og fortælle mig, hvad denne mærkelige sindstilstand går ud på? Er det individuelt? Jeg tror det, men jeg ved det ikke. Hvem skal fortælle det tvivlende menneske, hvad lykken er og hvor han kan finde den? Tilsyneladende er det kloge mennesker som Michael Wagner Brautsch.

Sognepræsten Brautsch skriver, at vi skal gøre øjeblikket væsentligt, mens vi fylder vores liv med mening og samtidig styrter rundt og prøver at sætte en prik på vores værdier. Der vil helt klart være flere end jeg, der lige nu sidder og river sig selv i håret. Kan man ikke bare få en punktlig og præcis opskrift? Hvor svært kan det være? Skriv den ned og jeg skal leve efter den, som var jeg en troende muslim om min koran. Min såkaldte livs-GPS virker ikke, så når jeg nu står her, og den siger ”indtast venligst rute”, hvad gør jeg så? Jeg ved ikke hvor det rette spor er, hvor det må føre hen, og hvad jeg skal gøre, når jeg når frem. Jeg bliver ved med at tænke ”så langt, så godt”, men på en eller anden måde ender jeg altid op med at skrige ”hvor langt, hvor godt?!”

(Selvskabt digt til billedet der skulle indkoorporeres i teksten)
Jeg står og rækker op mod alle de fantastiske ting, som efter sigende skulle frembringe lykken. Haps, siger det, og jeg får fat i 1. pladsen. Folk hylder mig, klapsalver og skinnende guld i mine øjne. Haps, og jeg får fat i pengeposen. Jeg lever det søde liv, flyver i privatfly over Atlanterhavet. Jeg strækker mig igen, er lige ved at falde men får fodfæste. Denne gang får jeg fat i computeren og ser mit liv gennem netværkets spinkle tråde. Så mange venner, så mange forbindelser. Da jeg får fat i stjernen, går der et sug gennem min krop. Jeg bliver oplyst og beundret og er så smuk på den klare nattehimmel. Jeg giver slip i stjernen og lyset slukker. Jeg får fat i en papirspose, så flot og dyr. Nede i posen ligger silkedrømme og pels kys. En sidste gang strækker jeg mig og får fat i hjertet. Jeg flyver op over værdierne og rammer lykken blidt. Tyngdekraften har forladt mig og lykkerusen bliver mine fysiske love.

Det er min lykkehistorie, der sidder i mine drømme om natten. Mine drømme og mine værdier svæver rundt over mig, og jeg skal måske dem alle sammen igennem, før jeg har en chance for lykke. Jeg skal bare kaste mig ud i det, for lykken findes i alle mennesker, den skal bare have rod i noget. Hvad? Dette ”noget” er som et x i en umulig ligning. Jeg leder efter en måde at løse ligningen på, en formel, en opskrift, en levevej. Endnu en ny søgen er iværksat, én ud af en million. Jeg kan blive ved, det er menneskets evige plage. Vores trang til at søge svar på alt. Hvad hvis jeg bruger et helt liv på at gennemskue, hvad der gør mig lykkelig, på at finde svaret? Det er utroligt, men alligevel sker det gang på gang. De lykkeligste mennesker findes på et hospice? Jeg vil ikke tro på det. Jeg har ret til at nyde lykken, mens livet er i gang, og mens øjeblikkene suser forbi nu og nu og nu og nu. Lykken er øjeblikkets fest, lykken kan ikke nydes i fremtiden, den kan ikke puttes på køl og tages frem, når alt er mørkt. Lykke findes i alle mennesker, men det er åbenbart nødvendigt at få et koldt pust i nakken af døden, før vi finder ud af det.

Den gyldne mellemvej. Jeg leder efter den, men det er som at lede efter en nål i en høstak. Jeg har mine værdier, jeg har mine mål, jeg har mine øjeblikke, og det ved jeg nu. Jeg ved, hvad jeg tror på, jeg ved, hvad jeg lever efter, jeg lever nu. Jeg mærker efter, finder et ledigt rum i mit sind og skaber plads til at skabe. Skabe lykke? Måske. Michael Wagner Brautsch har inspireret mig, han har givet mig noget at tænke over. Jeg tænker. Jeg leder. Jeg finder. Jeg er stadig lige så uvidende om lykken, som da jeg startede dette essay, for jeg tror ikke, at lykken kan defineres. Tre forskellige lykkebilleder er præcis lige så forskellige som tre menneskers DNA. Jeg tror, at jeg er kommet et skridt tættere på min egen gyldne mellemvej. Jeg har mine værdier, jeg har mine mål, jeg har mine øjeblikke og sammen skaber de min lykke. Jeg tror på, at hvis jeg kan leve i nuet og gøre øjeblikkene væsentlige i forhold til mine mål og mine værdier, så kan jeg nå langt. Hvem ved - måske finder jeg min lykke på den gyldne mellemvej? Der er stadig lang vej endnu, men jeg har en opskrift, og jeg har ingredienserne. 


5 kommentarer:

  1. Det var også det emne jeg valgte. Synes også selv, at jeg fik skrevet et godt essay. Måske skulle man lægge det ud på bloggen? :-)

    - Katrine Anna
    http://ijustwantmoneyforclothes.blogspot.com/

    SvarSlet
  2. Det var også det emne jeg valgte, men synes mit blev rigtig dårlig er jeg bange for :(

    SvarSlet
  3. Synes I skal være varsomme med at lægge noget ud, som I ifølge lovgivningen først har adgang til når bedømmelsen er afsluttet. Alt andet er ulovligt og kan dømmes som snyd.
    mvh en beskikket censor.

    SvarSlet
  4. håber du lægger den ud bagefter, jeg ville godt have læst dine kloge tanker:P:)

    SvarSlet
  5. Jeg tror, at jeg lægger den ud, efter jeg har fået min karakter. Det har jeg jo lidt lovet nu, efter dette indlæg :)

    SvarSlet