En efterskole sandhed

Jeg plejer for det meste at skrive mærkelige, sjove (og nogle gange ikke så skide morsomme), finurlige indlæg. Det er skønt med sådan noget, ja! Men så er der også nogle gange, hvor man finder de mindre heldige sider ved at gå på efterskole. I dette indlæg vil jeg fortælle lidt om det.

Jeg sidder her på mit værelse, fred og ro. Personligt har jeg brug for at kunne lukke min dør og græde, hvis det er det jeg har brug for, eller grine hvis jeg har lyst til det. Fair nok tænker i sikkert, og ja det er det vel også. På efterskoler har man næsten altid en roomie eller flere, og det er jeg så glad for. Virkelig. På efterskoler har man også op- og nedture. Facts som slår hårdt ned de første par måneder væk hjemmefra. Når disse op- og nedture indtræffer finder man pludselig ud af, hvorfor man egentlig værdsætter alenetid så meget. Selvom det kan være rart at snakke tingene ud med roomien, så har jeg det personligt sådan at alenetid betyder mig og kun mig. Det kan være virkelig svært at finde her på efterskole, men når man finder den, så er den også guld værd. 

Jeg vil i dette indlæg også opfordre til at man (mest som efterskoleelev) virkelig tænker over hvordan man behandler hinanden. Husk det her: på en efterskole skal der ufattelig lidt til at trække i smilebåndene. Samtidig skal der også ufattelig lidt til at man blive såret. Husk nu at et kram eller hvad-ved-jeg betyder alt! Man er i forvejen sårbar nok, når man kommer til et helt nyt sted med mennesker, som man pludselig skal til at knytte bånd til. Vær nu opmærksomme på hinanden - vi skal alle sammen være her og samtidig nyde det.

jeg elsker jer!

Kisses

Christine Miranda