Nu er det efterhånden helt utroligt lang tid siden, at jeg gik på efterskole. Faktisk kan jeg slet ikke forstå det. Ikke desto mindre vil jeg stadig se til jer, og i ved at i altid kan skrive og spørge om alt mellem himmel og jord! Jeg skriver her, fordi jeg fik lov at skrive et indlæg om mit efterskoleår på Humbles hjemmeside. Det var en stor ære, og jeg tænker, at det sikkert er meget sjovt for jer at læse og kigge på (ja, der er et par billeder også). Her er linket, og så kopierer jeg altså bare teksten hertil:
Vi præsenterer her et gæsteindlæg af tidligere elev Christine Miranda Kongsrud årgang 10/11. Vi anbefaler indlægget nydes til lyden af et flot stykke musik indsunget af et af 10/11 årgangens helt særlige fritidsbands, nemlig et pigekor ledet af en dreng. God fornøjelse.
Kæreste Humble
Jeg har fået den fantastiske ære af at sætte et lille aftryk her på siden, som jeg håber I vil finde spændende, sjovt, oplysende (er til at forhandle med på dette punkt) inspirerende og tilpas nostalgisk til at i kan holde ud at læse med!
Livet på efterskole er som en evig ferie. Med sig har man alle 135 medlemmer af den skøre forsamling, som jeg kalder Humble. Ligesom med ferier gælder det om, at få så meget som muligt ud af den korte tid man er der, men det er sværere end det umiddelbart lyder. Der sker nemlig så ufatteligt meget på et år på efterskole, at man engang imellem må stoppe op og trække vejret et øjeblik, mens man prøver at fordøje det faktum, at et år kun er sølle 12 måneder, 365 dage – og endnu mindre med alle ferierne og weekenderne. Man får fra starten konstant banket ind i hovedet, at man skal skynde sig med at nyde det hele, og at tiden flyver forbi med lysets hastighed. Ja, det er også rigtigt, men for mig har det vigtigste været, at jeg gav mig tid til at gøre Humble til mit hjem – et sted hvor jeg kunne føle mig tryg, slappe af og være mig selv. Først derefter kan man begynde at lære hinanden bedre at kende, og at jeg har kunne være mig selv, har resulteret i, at jeg i dag har verdens bedste venner fra min tid på Humble. De kender mig bedre end min mor, min far og alle mine søskende. De er min bonus-familie, og de har oplevet mit mange-facetterede væsen på godt og ondt; de har set mig mandag morgen -uden make-up og med uglet hår, de har hørt mig snorke, de har krammet mig på 5. dag uden bad, de har set mig græde strømme af mascara, de har set mig kværne et helt glas Nutella med en ske, og tænk engang… de vil stadig kendes ved mig! Mere fantastiske venner finder man ikke andre steder end på et efterskoleophold.
Som gammel elev/velbevandret efterskole-veteran forpligter man sig til, jævnligt at spytte ud med alle de visdomsord, som man har samlet sammen på sin pilgrimsrejse gennem efterskoleland. Først er der de grundlæggende forudsætninger for en god start; vær åben, vær åben, vær åben! Dem der synes mærkelige i starten kan vise sig at være nogle af de sjoveste og sejeste mennesker, og de vil helt sikkert lære dig en masse om alt, ingenting og rollespil. Når det kommer til at bo sammen med 135 mennesker døgnet rundt, så er der nogle uhyre vigtige nøgleord, som jeg håber I vil tage godt ind til jer; accept og rummelighed. Først og fremmest er det virkelig bare vigtigt, at man er forberedt på, at alle ikke er samme kop the, som den du foretrækker. Nogle larmer for meget, andre siger ikke en dyt, nogle snakker med en mærkelig accent, andre går op i modetøj og gossip. Derfor skal man prøve at acceptere, at alle er forskellige og muligvis har andre værdier og ønsker end én selv. Det sjove er, at se ting fra en anden vinkel, så få jer en snak med jeres modsætning og opdag hvordan metalmusik er ren fuglesang for nogle mennesker og hvorfor det kan være fantastisk at bo på en bondegård (jeg bruger eksempler, som jeg selv er blevet klogere på. Jeg kan dog stadig ikke lide metalmusik, men at headbange med pigerne er det bedste!). ”Rummelighed” er især en vigtig egenskab, da man bor sammen med en roomie hele året og skal få 10 kvm til at fungere optimalt. Min roomie og jeg havde det fantastisk, trods det faktum at vi er så forskellige som dag og nat. Vi respekterede hinandens mærkværdigheder og skabte rum for hinandens forskelligheder, sådan at man kunne være helt sig selv på værelset. Hvis I tager disse simple råd til jer, så ved jeg, at I vil have de bedste odds for et helt fantastisk år. Held og lykke med det!
Noget jeg altid selv spekulerede på, var hvordan livet efter Humble ville være. Jeg har heller aldrig prøvet noget så mærkeligt, som sommerferien mellem gymnasiet og Humble. Jeg følte mig som et udefinérbart sommerferie-dyr – hverken fugl eller fisk, efterskoleelev eller gymnasiepige. Sommerferien var præget af savn – både til skolen, lærerne (især dem, ja) og de venner, som jeg vidste, at jeg fra nu af skulle til at arbejde hårdere end nogensinde før, for at holde kontakten med. Selvom vi nogle gange kan føle, at odds’ne er imod os, så er det hele ikke så dystert efter efterskoleåret. Der er nye omgivelser i form af gymnasiet – for mit vedkommende, Aurehøj Gymnasium -, og det er et helt nyt kapitel man påbegynder, som jeg virkelig har elsket og glædet mig over. At starte i 1.g var helt uvirkeligt og intet mindre end fantastisk, og når man så bare følte helt nede i maven, at man ikke kunne have valgt et bedre gymnasium, så gjorde det ikke så ondt at komme videre fra dejlige Humble. Livet efter efterskolen er hårdt og lektiefyldt, men det er akkurat lige så spændende og sjovt – så glæd jer nu for fanden, nuværende elever, glæd jer til et ubeskriveligt (ironisk, haha), vidunderligt og vanvittigt år på Humble, glæd jer til nogle spændende, udfordrende og festlige år på gym (hvis i altså vælger dén vej), og vigtigst af alt; kig engang imellem tilbage på Humble og lad jer undre over, at lige netop I var så heldige at starte på Musikefterskolen i Humble.
Nu skal jeg altså stoppe mig selv, selvom jeg udmærket kunne skrive en hel følgeton af kærlighedserklæringer til Humble og efterskolelivet. Mine sidste ord bliver til dig, Humble;
”Tak Humble og alt hvad der fulgte med – tak for alle de mennesker jeg har fået lov at møde, tak for dårlig mad og gøgl ved kontaktgruppe bordet, tak for regn og sol, tak for te på værelset med min roomie, tak for Bridget Jones Diary marathon med Broadway pigerne, tak for pebernødder og julesange, tak for caféaften efter caféaften, tak for de ultimative slagger timer i G1, tak for sjov, leg, alvor, kærlighed, ulykkelighed, hjertesorger, glædestårer, kys, kram, klask i bagdelen, grin, pinligheder, akavede øjeblikke, vennerne, tiderne, minderne og ja… bare tak for det hele, hvis et “tak” overhovedet kan gøre det.” – Christine Mirandas efterskoleblog, 3/7 2011
Kys, kram, kærlighed og uendeligt mange gange tak til verdens bedste, mest kompetente efterskolelærere i verden.
Christine Miranda Kongsrud
Musikefterskolen I Humble, årgang 10/11
Ps. Lidt mindre tak for de 10 kilo jeg tog på undervejs…
