Jeps, så er min sommerferie altså snart ved at være ved ende. Jeg fik sommerferie d. 25/6 og skal allerede starte i skole igen d. 4/8. Selvom jeg er ret så jaloux på Sally (fordi hun har fucking 20 dage mere ferie end mig), så er jeg også alt for spændt på at påbegynde min nye hverdag på efterskolen. Apropos efterskole - læste en lille artikel skrevet af Malou Freya (efterskole bloggeren over dem alle) i bladet Efterskolen. Artiklen var egentlig mest henvendt til forældre til kommende efterskoleelever, men jeg synes virkelig, at den kunne bruges til noget for mig selv. Jeg blev virkelig lettet, da jeg havde læst den - det viste sig, at hun havde det på præcis samme måde som jeg, inden hun startede. I artiklen "Livet i et osteklokkeparadis" skrev hun følgende:
"Jeg hedder Malou, jeg kommer fra Ullerslev”. Nej. ”Jeg hedder Malou, jeg er fra Fyn”. Nej, virkelig nej. ”Jeg hedder Malou. Jeg kommer fra… min mor og far. Gnæk gnæk”. Nej, nej og fucking nej! Arh! Jeg kan huske, hvordan mit blik frygtsomt gled henover mine fremtidige efterskolebuddies, der på det tidspunkt alle sammen virkede ti gange sejere, smukkere og ældre end mig. Der var den halvpumpede amagerdreng i hættetrøje og grimt sprog. Der var dukkeagtige skønheder, der bare sad og tronede over alle andre uden at være forpligtigede til at sige noget, fordi deres lange ben bare sådan elegant og uden videre sprang over alt det pjat med ”Jeg hedder..” og ”Gud, Viborg? Der bor min moster!”. Der var hardcore jyder marineret i skummelhed og sjove mennesker, der slog skruede saltomortaler med tungerne allerede første aften. Og så var der mig."
Jeg kan huske kommende elevers dag, hvor jeg troppede op på Musikefterskolen i Humble med rigeligt selvtillid og rank ryg, og så kan jeg huske, da jeg gik derfra igen, mindre en en mus og pisse nervøs. Jeg følte, at alle de seje og sjove mennesker, som jeg sad ved siden af, bare var så meget større og sejere end jeg. Jeg har nok været i et helt almindeligt efterskole-paranoia flip, men det var jeg ikke så klar over i øjeblikket. Tak Malou. Nu glæder jeg mig bare til at starte på skolen og møde alle mine fremtidige efterskolebuddies!
"Jeg hedder Malou, jeg kommer fra Ullerslev”. Nej. ”Jeg hedder Malou, jeg er fra Fyn”. Nej, virkelig nej. ”Jeg hedder Malou. Jeg kommer fra… min mor og far. Gnæk gnæk”. Nej, nej og fucking nej! Arh! Jeg kan huske, hvordan mit blik frygtsomt gled henover mine fremtidige efterskolebuddies, der på det tidspunkt alle sammen virkede ti gange sejere, smukkere og ældre end mig. Der var den halvpumpede amagerdreng i hættetrøje og grimt sprog. Der var dukkeagtige skønheder, der bare sad og tronede over alle andre uden at være forpligtigede til at sige noget, fordi deres lange ben bare sådan elegant og uden videre sprang over alt det pjat med ”Jeg hedder..” og ”Gud, Viborg? Der bor min moster!”. Der var hardcore jyder marineret i skummelhed og sjove mennesker, der slog skruede saltomortaler med tungerne allerede første aften. Og så var der mig."
Jeg kan huske kommende elevers dag, hvor jeg troppede op på Musikefterskolen i Humble med rigeligt selvtillid og rank ryg, og så kan jeg huske, da jeg gik derfra igen, mindre en en mus og pisse nervøs. Jeg følte, at alle de seje og sjove mennesker, som jeg sad ved siden af, bare var så meget større og sejere end jeg. Jeg har nok været i et helt almindeligt efterskole-paranoia flip, men det var jeg ikke så klar over i øjeblikket. Tak Malou. Nu glæder jeg mig bare til at starte på skolen og møde alle mine fremtidige efterskolebuddies!
